Bark-navnet er nu ophørt med at eksistere i den danske reklamebranche.
Først blev Bark Copenhagen omdøbt til Krabcomaugust og sendt i konkurs.
Nu er de øvrige danske Bark-selskaber så omdøbt til Krabcomaugust 1-4. Det gælder det danske moderselskab, Bark Corp, og ejendomsselskabet Bark Property, som ejer ejendommen på strøget.
Hertil kommer Bark Advertising, som ejede Bark Copenhagen og Bark Media.
Der er på nuværende tidspunkt ikke anmeldt andre konkurser end Bark Copenhagen, og bestyrelsesformand Bent Helvang har ikke svaret på, om navneændringen er udtryk for, at de andre selskaber også er på vej i konkurs.
Der er dog ingen tvivl om, at de danske selskaber er stærkt integreret. F.eks. er der i Bark Copenhagens regnskab for 2009 et tilgodehavende hos tilknyttede selskaber på 7,7 mio. kr. og bureauet var lejer i den ejendom på Strøget, som Bark Property ejer.
Bark Group har ikke informeret OTC Bulletin Board, hvor selskabet er noteret, om navneændringen på de danske selskaber. Man fortæller dog, at man fremover vil satse på det lille svenske mediabureau, Tre Kronor Media, der nu er omdøbt til Bark Stockholm.
I en officiel meddelelse om lukningen af Bark Copenhagen bruges udtrykket “liquidation”, og så skriver man bl.a. at “The liquidation process is anticipated to commence in September 2010 and to be completed by February 2011.”
Her udtaler man sig dog om noget, man ingen magt har over, og Louise Krarup Simonsen fra Kromann Reumert, der står for konkursbehandlingen af Bark Copenhagen, siger:
“Vi vil selvfølgelig bestræbe os på at gøre arbejdet færdigt så hurtigt som muligt, men på nuværende tidspunkt kan jeg ikke udtale mig om, hvornår vi afslutter sagen.”
På OTC Bulletin Board har handlen med Bark Group aktier til gengæld være en del større end normalt i de sidste par dage. Der var lukket mandag, men fredag og tirsdag blev der handlet næsten lige så mange aktier som hele august.
I juni blev der handlet næsten 6 mio. aktier, mens niveauet i maj, juli og august har ligget på 2,1-2,8 mio. aktier. Fredag og tirsdag blev der handlet mindst 2,4 mio. aktier.
Kursen holder sig omkring 5 cent, hvilket giver en samlet markedsværdi på omkring 120 mio. kr. – og altså en værdi som Bark Stockholm nu er ene om at retfærdiggøre.