Openminded har været ordet, som Carlsberg koblede i halen på Somersby. Nu aktiverer cider-brandet ordet ved at demonstrere åbenhed – og inspirere til det i en række film og tiltag.
De samles i et Project Openminded, der både kører internationalt og herhjemme.
Kigger vi lidt indad, så viser en frisk undersøgelse, som Epinion har foretaget for Somersby blandt 18-35 årige danskere, at hver tredje adspurgte mener, at danske unge er mere reserverede end unge i andre lande, og at næsten halvdelen – 48 pct. – ville ønske, at folk var mere åbne til fester. 2 ud af 3 mener, at dans er med til at gøre en fest god.
”Somersby handler om de gode øjeblikke med vennerne – også dem, du først lige har mødt. Derfor har vi undersøgt, hvor åbne vi danskere er i sociale sammenhænge, f.eks. hvor gode vi er til at mingle, invitere mennesker, vi ikke kender, med til fest, og ikke mindst komme ud på dansegulvet,” siger Malin Gardeström, Brand Manager for Somersby.
Undersøgelsen viser, at 78 pct. af kvinderne danser til fest, mens det kun er 41 pct. af mændene, der er ude på dansegulvet – 4 af 5 mænd, der ikke kan lide at danse, svarer, at de ikke tror, de kan danse – og hver ottende svarer, at det ikke er maskulint at danse.
Den første webisode, som viser, hvor let dans kan være, er netop lanceret – med vinduespudseren Jurgen, som er overbevist om, at han ikke kan danse. Han kan jo bare pudse vinduer. Se filmen forneden.
”Filmene er lavet af Robert/Boisen og produceret af belgiske Caviar. De kommer ud internationalt via de virale medier. De nye webisodes viser, at dans kan være meget mere – og nemmere – end man tror, hvis man bare er åben over for at gøre det lidt anderledes, end man plejer. Det handler om, hvad du selv kan gøre for at skabe en god fest,” siger Malin Gardeström.
Hun oplyser, at Project Openminded støttes lokalt og parallelt med mindre produktioner – og mere hverdags-orienterede – bl.a. med opmuntring til løbere i København og senere hen til passagerne i Metroen.
”Openminded handler ikke kun om at danse – men også om at kunne smile og overraske,” siger Malin Gardeström.