Nordens største bureaugruppe vil yderligere styrke sin position, og har i den forbindelse oprettet et nyt job som nordisk CEO. Danske Jonas Hemmingsen er udpeget til at varetage rollen som øverste chef for GroupM Nordic.
Gruppen omfatter WPP’s mediebureauer Maxus, MEC, MediaCom, Mindshare og Mediabroker. I Norden har GroupM mere end 800 ansatte, knap en milliard DKK i bruttoavance og står for ca. 35 procent af den samlede omsætning på mediemarkedet
I Danmark er GroupM også den største bureaugruppe med ca. 250 mio. kr. i bruttoavance og 2,3 mia. i omsætning. Her har man i de senere år oplevet, at bureauerne flytter mere og mere sammen. Dels fysisk – de holder nu alle til i samme ejendom i hjertet af København – og dels i form af samarbejder omkring faciliteter.
Den nye rolle og Jonas Hemmingsens udnævnelse skal være med til at styrke GroupM’s position på det nordiske marked:
”Vores målsætning for det nordiske marked er at differentiere GroupM fra de andre aktører og fastholde gruppens position som markedsleder. Vi skal udnytte vores størrelse bedre, end vi gør i dag, og bruge vores erfaringer på tværs af landene til at skabe mere værdi for bureauerne og deres kunder. Jonas kommer til at spille en afgørende rolle for at opnå disse mål,” siger Dominic Grainger, CEO for GroupM i Europa, Mellemøsten og Afrika (EMEA).
Jonas Hemmingsen kommer fra en stilling som nordisk CEO for GroupM-bureauet MediaCom, hvor han har været ansvarlig for at udvikle bureauet i både Danmark, Norge, Sverige og Finland gennem de seneste ti år.
De seneste år har han ligeledes været ansvarlig for Mediacoms aktiviterer i Mellemøsten og Sydafrika.
”De nordiske forbrugere er nok verdens mest digitale, hvilket stiller store krav til virksomhedernes kommunikation. Et af de centrale omdrejningspunkter er datadrevet marketing og her mener vi, at vi kan tilbyde vore kunder noget, ingen af de andre bureaunetværk kan i Norden, da vi gennem årene har investeret massivt i at opbygge de stærkeste kompetencer indenfor digital kommunikation og data,” siger Jonas Hemmingsen.
Han er desuden næstformand i Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening, DRRB.