Oddset satser stort på ny app – men med et nyt bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Ambitionerne har været store med en app, der skulle være klar til årets vigtigste begivenhed for Oddset – og som skal være intuitiv, overskuelig og hurtig.

På fredag begynder Europa-mesterskaberne i fodbold, og Danske Licens Spil har for Oddset netop officielt lanceret sin første native app – udviklet og designet af en ny bureau-partner i Oddset-regi; Shape.

Timingen er væsentlig, og ambitionerne har været høje i forbindelse med app’en, der fik snigpremiere for IOS og Android for hhv. to uger og en uge siden.

”Målet har været at bygge den bedste væddemåls-app på markedet; intuitiv, overskuelig, hurtig – og gerne inden EM, der er årets vigtigste begivenhed for os – med OL på andenpladsen,” siger Ulrik Borgen, der er Head of Business Development hos Danske Licens Spil.

Oddset har haft en web-app, men tilføjer nu sine første apps udviklet fra bunden af.

Og det har som nævnt inkluderet en ny bureau-partner:

”Vi havde til at begynde med to krav til bureauerne i pitchen: Danske leverandører – for at sikre et tæt samarbejde – samt et godt ry i markedet. Vi fandt tre leverandører og briefede dem i dét, der til at begynde med var en skønhedskonkurrence. Men vi kom hurtigt frem til, at app’en i sig selv ikke var det svære – det var hele mellemlaget, altså motoren, som håndterer de mange data. Og bureauet skulle kunne løse begge dele,” siger Ulrik Borgen.

Oddset har i en lang årrække haft først BBDO og sidenhen Black Rabbit som sit bureau – og dermed en videreførelse af det prisvindende og langtidsholdbare koncept ’der er så meget, kvinder ikke forstår’.

”Vi brugte sammen med Black Rabbit efteråret på briefen, og herefter var der et handover i januar til Shape, der har stået for resten – udvikling og design. Det har været en fornøjelse, for man ved jo ikke på forhånd, hvordan et sådan et forløb vil være – men de har været dygtige, arbejdsomme og proaktive, og det har spillet perfekt sammen med vores øvrige leverandører i bl.a. England og Island,” siger Ulrik Borgen.

Markedsføringen af den nye app vil ske via sms, mail og anden online – denne del står Dansk Licens Spil for.

”En super-app kan være en klar differentierings-faktor. Så målet var at få en god rating i App Store –  det er p.t.  lykkedes og medvirkende til, at vi nu går bredt ud,” siger Ulrik Borgen.

Hos Shape siger Nicolas Linde, kreativ direktør og partner:

”App’en for Danske Licens Spil har uden tvivl været en af vores hidtil mest komplekse opgaver. Det er en enormt informations- og tal-tung app, som skal fungere sømløst og fremstå indbydende. Vi er meget glade for den tillid, som Oddset-teamet har vist os gennem hele processen, og vi er begejstrede for samarbejdet, som trods projektets størrelse og betydning har været smooth og problemfrit. Det gjorde, at vi kunne aflevere en uge før tid.”