Odense Marcipan skifter bureau. Men bliver på Fyn

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Firmaet er vendt tilbage til det bureau, man havde for 10 år siden. Der er tale om et skandinavisk budget.

Orkla-ejede Odense Marcipan har sagt farvel til et fynsk bureau – og goddag til et andet: Clockwork er blevet udskiftet med Nørgård Mikkelsen. Og dermed er firmaet vendt tilbage til et bureau, man samarbejdede med for 10 år siden.

Realiteten er dog, at det eneste nye er, at man nu fortæller det – for samarbejdet begyndte i starten af i år.

“Samarbejdet mellem os og Odense Marcipan har egentlig kørt siden nytår. Vi har brugt årets første måneder på at løse den udfordring, Odense Marcipan har stået over for i en længere periode,” siger kontaktdirektør hos Nørgård Mikkelsen, Kasper Kjærsgaard Jensen.

Marcipan er da også en udpræget julehandels-vare, og derfor er det nu, man skal være klar med den nye strategi.

“Første kampagne skydes i gang til vores højsæson sammen med lanceringen af en helt ny emballage til vores kerneprodukt: Original Odense Marcipan,” siger marketingchef Gitte Elkær Bruun.

Nørgård Mikkelsens arbejde retter sig mod hele det skandinaviske marked.

Odens Marcipan har gjort en del for at udvide sæsonen – bl.a. med opskrifter, tips og ideer – og det har hjulpet. Men mere på hele markedet end på brandet.

Desuden er der også en udfordring på målgrupperne.

“Vi fandt, at Odense har en super loyal målgruppe hos husmoren på +45 år. Udfordringen er derfor at få den yngre målgruppe til at købe produktet. Mange unge synes bare, at marcipan er besværligt og fedtet at bruge. Der ligger således også en opgave i at gøre det lettere – mere convenient – at anvende marcipan,” siger Kasper Kjærsgaard Jensen.