Offentligt skænderi mellem to af reklameverdenens topbosser

Peter Engholm
25@mail.dk

Og så endda om kærlighed. Sir Martin Sorrell og Maurice Levy har haft en anderledes dialog i fuld offentlighed om Publicis’ køb af den digitale gruppe Sapient for 22 mia. kr. kontant.

Når man betaler 22 mia. kr. for en bureau-gruppe, så skal man have argumenterne i orden. Publicis Groupe har for dette beløb købt Sapient – der rummer SapientNitro, Sapient Globla Markets og Sapient Government Services – og betegner den nytilkomne gruppe som en ’kronjuvel’, der vil give Publicis adgang til nye markeder, øget omsætning og stille koncernen stærkt i konkurrencen mod bl.a. konsulenthuse og digitale medier.

Den nyhed har dog kastet et indslag i den mere underholdende afdeling af sig: Et offentligt skænderi mellem to af den internationale bureauverdens absolutte topbosser.

Sir Martin Sorrell, topchefen fra kæde-konkurrenten WPP, betegnede købet som ”måden, en forsmået elsker opfører sig på” – med en stikpille til Publicis’ afffære med Omnicom; den stort annoncerede fusion, der endte i et stort ingenting.

En reaktion var forudsigelig, når 1) afsenderen er én, de færreste nok vil se som en kærlighedsguru og 2) modtageren er en franskmand – i form af Maurice Lévy, topchefen i Publicis Groupe.

”Jeg ved ikke, hvad Martin ved om kærlighed. I tror ikke, at det er blandt hans spidskompetencer. Hvis det handler om had, er det felt, hvor han har masser af talent. Men når det gælder kærlighed, bør han overlade det til franskmændene,” lød kommentaren fra Lévy.

I den mere seriøse afdeling har Maurice Lévy afvist, at Sapient-handlen var en reaktion på den mislykkede Omnicom-fusion – for allerede i 2011 holdt Lévy møder med Sapient-chefen Alan Herrick.

Lévy tilføjede ifølge Campaign, at han ”er så vant til” Sorrells kommentarer, at dét, der overrasker ham, er, at folk ”hæfter sig ved dem”.

”Da vi i sin tid købte Razorfish, fik jeg samme type bemærkninger fra den samme person,” siger Maurice Levy.