Ogilvy hører til landets store reklamebureauer, mens Yellow Advertising og Marketsquare hører til de mellemstore. Fælles for dem alle er dog, at de leverer solide resultater.
Umiddelbart er Yellow Advertising et diskret bureau – men kunderne er kendte, og de sidste tre år har der været markant fremgang.
Når det gælder økonomi, så kan Yellow dog ikke slå Ogilvy.
Bureaeut leverede i 2015 en fornuftig vækst – der blev lagt 3,8 mio. kr. på – det bedste var dog, at hele 44 pct. af disse penge endte på bundlinjen.
Ogilvy opnåede således et overskud på over 9 mio. kr. – og en overskudsgrad, der voksede fra 14,9 til 16,9.
Stor vækst hos Yellow
Yellow kunne præstere en væsentlig større fremgang i bruttoavance – og kunne ligeledes flytte en flot andel ned på bundlinjen. 41 pct. af fremgangen på 6,1 mio. kr. landede på bundlinjen.
Udgangspunktet var dog knap så prangende, idet bureauet havde underskud i 2014. Det er andet i træk med flot vækst og Yellow er blevet næsten 50 pct. større siden 2013.
Yellow er meget store på detailhandel med 20 shopping-centre fra Steen & Strøm på kundelisten, men man er f.eks. også leadbureau på Carlsberg Danmark.
Marketsquare
Marketsquares resultat for 2015 hører til i kategorien solidt – men ikke prangende.
Bureauet havde nogle svære år for nogle år siden, men har arbejdet sig tilbage og leverede i 2014 et særdeles stærkt resultat med en overskudsgrad tæt på de 20.
Det forventede adm. dir. Jens Thrane-Møller ikke at kunne gøre efter i 2015.
“Det var ekstraordinært godt det år, og samtidig er der et behov for at investere i en strategisk udvikling og oprustning af kompetencer – særligt de digitale. Det koster, så vi er særdeles godt tilfredse med resultatet. Et overskud på 4 mio. kr. og en overskudsgrad på ca. 11 er godt i det marked, vi er i,” siger Jens Thrane-Møller.
Marketsquare er et detailhandels-orienteret bureau, og Jens Thrane-Møller kan derfor glæde sig over sin nye formand. Bureauet er ejet af Berlingske og det er blevet Berlingskes koncern-chef, der har indtaget formands-stolen.
Hun hedder Mette Maix og er en erfaren detailhandels-kvinde, der senest kom fra Dansk Supermarked.
Nøgletal for Ogilvy
- Bruttoavance 54,988 mio. kr. +7,4 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 1,038 mio. kr. +9,5 pct.
- Lønandel 68,7 (71,8)
- Resultat af primær drift +9,28 mio. kr. +22 pct.
Nøgletal for Marketsquare
- Bruttoavance 35,3 mio. kr. +4,1 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 941.333 kr. -8,4 pct.
- Lønandel 66.6 (60,3)
- Resultat af primær drift +4,033 mio. kr. -34,6 pct.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz
Nøgletal for Yellow Advertising
- Bruttoavance 27,3 mio. kr. +28,8 pct.
- Lønandel 71,5 (80,1)
- Bruttoavance pr. medarbejder 780.000 kr. +17,7 pct.
- Resultat af primær drift +1,965 mio. kr. (0,547 mio. året før)
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz