For godt et par måneder siden omtalte Bureaubiz medarbejder-væksten i OgilvyActivation: Fra 6 til 18 på et år. Siden er tallet steget til 20, men da bureauet næppe kan vækste med medarbejdere alene, kan det være relevant at se på de kunder, der kommet til hen over sommeren.
Seneste tilføjelser til kundelisten er Royal Copenhagen, Stimorol og Den Gamle Fabrik.
Førstnævnte tiltrækker sig umiddelbart størst opmærksomhed, idet valget af OgilvyActivation samtidig markerer et større skifte i markedsføringen, som hidtil har været drevet via klassisk above-the-line branding håndteret af Liquidminds.
“Shopperen er nøglen til et større salg. Derfor ændrer Royal Copenhagen nu fokus, bl.a. ved at stå stærkere i butikken. De kommende kampagner vil med udgangspunkt i det velkendte kvalitetshåndværk gøre Royal Copenhagen mere tilgængeligt for den almene forbruger,” siger Jakob Staalby.
Om den ændrede fokus har nogen betydning for Liquid Minds, har det ikke i dag været muligt at få svar på hos Royal Copenhagen.
Hos de to øvrige kunder, er der også sket et skifte – men det har været leadbureau.
Den Gamle Fabrik – i form af Beauvais – skiftede for nylig fra Partners til &Co. Dette skifte har ikke fået betydning for below-the-line aktiviterne, som i sommer blev placert hos OgilvyActivation.
“Sammen med Den Gamle Fabrik vender vi op og ned på marmeladekategorien ved at introducere en ny type marmelade i en ellers traditionel og prisfokuseret kategori. Lanceringskampagnen, der netop har ramt butikkerne, er baseret på en massiv PR-indsats og en indsigt i forbrugerens indkøbsmønster,” siger Jakob Staalby, kreativ direktør på OgilvyActivation.
Også hos den anden nye kunde har der været bureauskift på above-the-line, om end Stimorols skifte fra Saatchi til Halbye Kaag JWT skete for lidt under et år siden.
“Vores opgave for Stimorol er brand activation og shopper marketing – bl.a. i butikken, på Facebook og i radioen. På tværs af kanalerne skal vi styrke sammenhængen mellem butiks- og forbrugerkommunikation,” siger Jakob Staalby.