Oister tabte sag om reklamesang

Peter Engholm
25@mail.dk

Teleselskabets reggae-syngende østers og vendingen ”Oister Oi” var omdrejningspunktet i en sag, der kørte halvandet år – og som nu er afsluttet.

Oister lancerede i 2012 de reggae-syngende østers, der bl.a. sang ”Oister Oi”. Det vakte genklang hos forbrugerne, og teleselskabet fortsatte med at bruge sangene – endda to måneder længere, end en licensaftale gav lov til.

Det blev til en sag mellem producerteamet Silverbullit og Oister – en sag, der varede næsten halvandet år, og som Sø- og Handelsretten netop har afsagt dom i.

Silverbullit krævede i alt 250.000 kr. af Oister – for at bruge sangene uden licens og for at bruge vendingen ”Oister Oi”. Reggaegruppen BliGlad krævede 50.000 kr., fordi Oister uberettiget havde nævnt gruppens navn i sin markedsføring.

Oister medgav udelukkende at have brugt sangene uretmæssigt og at skulle betale herfor.

Thi kendes for ret: Oister og selskabets reklamebureau Co+ skal betale 43.241,78 kr. til Silverbullit for ni ugers uberettiget brug af sangene. Og det er Silverbullit, som har rettighederne til ”Oister Oy” – sunget på samme tone.

Til gengæld er det i orden, at Oister – på en underside – fortalte om BliGlads relationer til Silverbullit, og BliGlad skal derfor betale 10.000 kr. i sagsomkostninger til Oister og Co+.

Hos Oister siger kommunikationsansvarlig, Charlotte W. Larsson, om dommen:

”Vi har ikke rettigheder til at bruge de to ord – og én rytme – ”Oister Oy”. Det har vi nu ikke gjort i lang tid – og således heller ikke den aktuelle kampagne, der kom frem i foråret. Vi er ærgerlige over, at det blev til en retssag, for det har ødelagt vores forhold til BliGlad.”

Her kan du se hele dommen. Af domsudskriftens 24 sider fremgår det blandt andet, at det kostede 185.000 kr. i licensafgift at bruge ”I will survive”. Den blev brugt, da disco afløste reggae i Oisters kommunikation.

Oister Oi-sangene er fjernet af Oister, men en af dem kan høres og ses her.