OMD styrker samarbejdet med MTG

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Selskabets online betalingsprodukt har været i bureaukonkurrence – og er nu placeret hos OMD på nordisk plan.

I går kom det frem, at OMD måtte sige farvel til Tryg Forsikring – i dag kan OMD så til gengæld prale med at have vundet en bureaukonkurrence om et nordisk budget hos MTG-koncernen.

Det drejer sig om Viaplay, der er MTGs online betalingsprodukt, som er blevet udskilt som selvstændigt selskab inden for det seneste år. Men der skal åbenbart gøres mere ved produktet nu – i hvert fald har man gennemført en konkurrence med henblik på en ” opbygning og udvikling af Viaplay’s digitale platform og forretning i de tre lande,” som det hedder i en pressemeddelelse.

Viaplay har brugt forskellige mediabureauer, så der kan ikke siges noget præcist om, hvem der mister noget. Men vinderen blev altså OMD.

I Danmark har det ikke den helt store betydning, idet OMD i forvejen samarbejder med MTG-selskabet Viasat og følgelig også har håndteret Viaplay.

Men nu bliver det altså som del af et samlet nordisk budget.

”Viaplay har meget ambitiøse planer for udviklingen af deres digitale platforme. Dette kombineret med et stærkt forretningsmæssigt fokus, som er velkendt hos alle MTG-ejede selskaber, gør Viaplay til en meget spændende og attraktiv virksomhed at samarbejde med,” siger adm. dir. Thomas Bertelsen.