One to watch: PowerPoint – når form bliver lige så kreativt som indhold

Lasse Underbjerg, AD & Michael Kowal, planner – Bocca

Lasse Underbjerg og Michael Kowal præsenterer Dick Hardt – ja, det hedder han – der giver en præsentation af bl.a. sig selv i PowerPoint. Kedeligt? Nej.

Som bureauer lever vi af at udvikle nye idéer, der enten flytter varer eller holdninger. Eller begge dele. Og det er derfor også – naturligt nok – primært ‘den kreative idé’, som bedømmes og anerkendes med både løver og cirkler.

Men træder vi et skridt tilbage og kigger på form i stedet for (kreativt) indhold, synes vi, at der også er et par fremragende eksempler på, at formen i sig selv kan være lige så kreativ som indholdet.

Først og fremmest et eksempel på ren ‘form’, der har været til stor inspiration for os i det forgangne år, og sikkert også for en masse andre af de 165.000, der har set klippet på YouTube.

Dick Hardt (ja, det hedder han) fra canadiske Sxip sætter nye standarder for, hvordan man præsenterer i Keynote/PowerPoint. Lyder det kedeligt? Det er det ikke.

Dick har nemlig udviklet en præsentationsform, der holder hele vejen igennem – oven i købet på en så fængende og underholdende facon, så man rent faktisk holder fokus gennem hele hans præsentation! Helt sikkert et kig værd, og måske en inspirationsindsprøjtning til, hvordan næste kundepræsentation skal skrues sammen og leveres.

Her er formen.

Det vil være en underdrivelse kun at kalde næste eksempel for ‘form’. Ikke desto mindre er dette et gennemdesignet eksempel på en non-lineær engagerende, involverende og tidsrøvende weboplevelse for verdens mest generiske produkt – salt. Og man kan ikke lade være med at blive bare en lille smule imponeret over, hvordan bureauet bag har fået virkelig kedelig information som salts strukturelle opbygning og bindingsevne til at virke interessant.

Casting, der rammer plet, fedt productiondesign og alt i alt en fantastisk eksekvering. Se den her.

Som bonus: Et eksempel i den anden ende af spektret. Bygget alene på en god idé, der med et minimalt produktionsbudget (der i virkeligheden er integreret del af idéen) leverer produktfordelen, klart og lige i øjet.

Giv dit bud – hvad er vigtigst; form eller indhold?