Opdateret: I 2010 udfordrede Morten Strunge både de små og giganterne i telebranchen. Og indsatsen med Onfone blev kronet med succes, da TDC købte selskabet for 300 mio. kr., hvoraf Morten Strunge fik 120 mio. kr.
Nu står bryggerierne for tur. Sammen med sin bror og brygger, Kristian Strunge, går Morten Strunge ind i ølbranchen og lancerer nyt bryggeri; Stronzo.
“Vi gør det her, fordi der er et hul i markedet, og fordi det er sjovt. Men Stronzo er ikke et romantisk hyggeprojekt. Vi er kommercielle, og det her skal vokse. Og de store muligheder ligger uden for landets grænser,” siger Morten Strunge.
Hullet skal findes i mixet mellem de store aktørers kapital og kompetencer og de små spilleres spændende produkter. Og målsætningen er klar: Eksport inden for et halvt år og blandt landets 10 største bryggerier inden for første regnskabsår.
Men først Danmark, hvor der kan trækkes på flere af erfaringerne fra Onfone – hvor Mortens bror, Kristian, i øvrigt var salgschef.
“Jeg ved, hvordan man skal skabe et brand, og jeg tror på, at markedsføringen kan skabe den rette opmærksomhed og diffentiering. Vi er passionerede, vi knokler – og vi investerer, for jo mere volumen, des mere kan der tjenes,” siger Morten Strunge, der er bestyrelsesformand i Stronzo og fortsat er direktør i Onfone.
Bureauet bag Stronzo er også det, der lancerede Onfone; Dreyer + Kvetny. Og bureauvalget var ikke svært:
“De blev briefet og kom hurtigt med et oplæg, der sad lige i skabet,” siger Morten Strunge, der tilføjer, at markedsføringen bliver sin egen og ikke et mix mellem de stores “drengerøvsunivers med sport og manderitualer” eller de smås “historie, tradition og håndlavet idyl”.
Onfone blev understøttet af en massiv markedsføring, og det vil også være tilfældet her. Ikke med samme tryk som teleselskabets, men med et budget, der er “rigtig stort i forhold til branchen”.
Adm. direktør i Dreyer + Kvetny, Jakob Dreyer, siger:
“Vi kommer til at rykke hurtigt fra 0 til noget-nær-Carlsberg-klassen. Det bliver massivt – og markant. Stronzo er øl med attitude og mod, og attituden i kampagnen er tilsvarende udtalt og har været bevaret igennem hele forløbet. Kampagnen hylder modige enere – og så er det altså en drengedrøm at lancere et ølmærke.”
Kampagnen vil bl.a. rulle ud i print, outdoor, POS og PR. Desuden tilføjes i løbet af vinteren egen bar i Kødbyen, København, for at understøtte profileringen.
Gefühl står bag logo, etiket-design samt design og programmering af website, Kristian von Hornsleth står bag selve kunsten på etiketten – og navnet Stronzo? Det er Kristian Strunges kælenavn som yngre, og det betyder idiot på italiensk – vistnok kærligt ment.
Stronzo har købt Amager Bryghus’ gamle bryganlæg (ikke selve bryghuset), hvor Kristian Strunge er blevet oplært gennem de seneste måneder. Der er 7 premiere-øl: 3 går til udvalgte barer og cafeer, men de 4 andre er på vej til hylderne i Føtex, SuperBest og Bilka.
Kampagnemateriale for den nye Stronzo – med Kristian Strunge (tv.) som brygger og Onfone-stifter Morten Strunge som bestyrelsesformand