Under navnet GoWish er det vi på dansk kender som Ønskeskyen i gang med en global skalering. Platformen har allerede over 17 mio. brugere globalt, men målet er både at eje de kommercielle produktsøgninger i de traditionelle søgemaskiner som Google og ikke mindst at platformen skal blive den ledende vejviser for forbreugere, der søger gaveinspiration gennem sprogmodeller som ChatGPT, Gemini og Copilot.
Til at hjælpe med det, har GoWish valgt det danske performancebureau Bonzer.
“Vi har bygget en platform, som millioner af brugere allerede elsker, men vores ambitioner rækker langt længere. Vi vil være gaveinspirationens svar på Pinterest. Det kræver, at vi er til stede dér, hvor brugerne starter deres rejse, uanset om de søger efter ‘bedste gaver til ham eller hende’ på Google eller beder en AI om at sammensætte den perfekte ønskeliste,” siger Casper Ravn-Sørensen, medstifter og chief growth officer for GoWish. Han tilføjer:
“Bonzer har vist en unik forståelse og tilgang til, hvordan vi vinder i det nye søgelandskab, hvor både traditionel søgemaskineoptimering og AI search er i fokus.”
Hos Bonzer ser de samarbejdet som en unik mulighed for at rykke grænserne for SEO ved at optimere til hele det digitale økosystem af anbefalinger.
Hos Bonzer er man naturligvis glade for at blive samarbejdspartner med GoWish og CPO og partner, Thomas Bogh, siger, at man vil forsøge at rykke grænserne for hvad organisk synlighed kan skabe.
Han tilføjer:
“GoWish sidder på en guldgrube af data og brugerintention. De er i en unik position til at blive den autoritet, som både klassiske søgemaskiner og AI-modeller vil pege på, når brugere verden over søger efter produkter. Vores opgave er at sikre, at GoWish ikke bare findes, men bliver det foretrukne svar i alle led af søgerejsen.”
