Opløsning i PR-bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Flere profiler med en direktør i spidsen forlader nu det tunge PR-bureau, Gunbak, og den nære fremtid synes usikker.

PR-bureauet Gunbak har de seneste år ligget i toppen af den danske bureaubranche, hvad angår bruttoavance pr. medarbejder. Sidste år rundede bruttoavancen 10 mio. kr., og fordelt på højst en håndfuld seniorfolk er tyngden i bureauet blevet understreget sort-på-hvidt.

Men nu letter denne tyngde. Den direktør, der har tegnet bureauet, og en af konsulenterne bryder ud og starter hver for sig. Det er halvdelen af staben, og det efterlader et bureau i tilsyneladende opløsning.

Direktør Carsten Mai, der de seneste seks år har tegnet bureauet, har opsagt sin stilling for at etablere sit eget selskab. Og seniorrådgiver Mikkel Faurholdt springer om kort tid ud som selvstændig kommunikationsrådgiver i eget firma.

Carsten Mai siger om sit beslutning:

”Jeg er 45 år og har de seneste 20 år – siden jeg blev færdig på universitet – været ansat. Jeg trænger til at være mig selv og ikke have andre end klienter som arbejdsgiver. Jeg ønsker selv at være ansvarlig for, hvad bureauet tjener og bruger, og jeg vil bruge tiden 100 pct. på klienterne og ikke på drift af et større sted.”

Carsten Mai har tidligere været pressechef for overborgmester Jens Kramer-Mikkelsen og særlig rådgiver for finansminister Thor Pedersen, og kom til Gunbak i 2006. Nu stifter han Carsten Mai & Co.

”Jeg er ikke teoretiker, men har som praktiker ”møffet” mig igennem, og det er de erfaringer inden for stakeholder management, public affairs og strategisk kommunikation, jeg tilbyder gamle såvel som nye kunder,” siger Carsten Mai.

Også gamle kunder? – hvad med en konkurrenceklausul?

”Sådan én har jeg aldrig haft,” oplyser Carsten Mai, der tilføjer ”& Co” er i første omgang sat på, fordi det lyder pænere end blot Carsten Mai.

Mikkel Faurholdt har tidligere været pressechef i Venstre og særlig rådgiver i Finansministeriet. I Gunbak havde han titel af seniorrådgiver og arbejdede bl.a. med PR, interessevaretagelse, undervisning, analyser og strategisk kommunikation. Hans nye firma lanceres den 1. oktober.

Tilbage i Gunbak er Bo Friis, der tidligere har været rådgiver for Benedikte Kiær, da hun var socialminister, og ejeren Svend Gunbak. Om Bo Friis har lignende selvstændigheds-trang, og hvad der skal ske med bureauet, kan ikke besvares i skrivende stund, da hverken Bo Friis eller Svend Gunbak har været at træffe.