Opskrift på succes: Tænk design sammen med produktion

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Hansen Is er ejet og drevet af to brødre, der henholdsvis er tidligere reklamemand og grafiker. Deres succes handler om gode råvarer og godt design.

Hansen Is omsætter for omkring 50 mio. kroner og beskæftiger ca. 20 medarbejdere.

Opskriften på at få 1 procent af det danske is-marked er at gøre sig umage, lave noget der er ordentligt og ikke mindst at tænke produktion og design sammen.

”Jeg tror ufatteligt meget på vigtigheden i at blande brancher. Vi har fra starten tænkt design og produktion tæt sammen. Det er ikke to ting, der helt naturligt spiller sammen, men gør man det, er der en stor gevinst at hente. Det er vores erfaring,” siger Rasmus Eiby, der er den ene af de to ejere, til Børsen.

Han fortsætter:

”Mange små fødevareproducenter gør for lidt ud af det visuelle udtryk og markedsføringen. Det handler ikke bare om at hyre en reklamemand ind til sidst, der skal simpelthen ansættes en designer i udviklingsafdelingen. Der er masser af eksempler på, at et produkt er designet og flot udenpå, men det, der er indeni, er ikke særligt godt og så køber forbrugeren det ikke anden gang. Og så er der den anden variant: Produktet er skidegodt, men det er bare så grimt, at man ikke gider betale for det”.

Udover at fokusere på godt design, går Rasmus Eibye og broren Anders Eibye op i at få fat i de gode råvarer. Eksempelvis hentes lakridsen i Calabrien og vaniljen i Congo.

Rasmus Eibye havde tidligere sit eget reklamebureau, men i 2003 startede han Hansen Is sammen med sin lillebror, Anders Eibye, der er designuddannet samt faren, Hans Jørgen Eibye, der tidligere ejede og drev Frederiksborg Is, som han solgte til Nestlé.

Fokus på design gav Hansen Is en pris af Dansk Designcenter i 2008. Prisen ’Designmatters’ – blev givet til design, der gør en forskel (Børsen Fødevarer, p. 4-6).