Orchestra napper kunde fra Carat

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Så lykkedes det for det nye mediabureau at lande en kunde – i hvert fald er det den første offentliggjorte kunde.

Der har været relativt stille omkring det nye mediabureau, Orchestra, siden det trådte frem for et halvt år siden – i hvert fald på kundesiden.

Men nu er det lykkedes. I en konkurrence har bureauet vundet budgettet for rejseselskabet Kuoni, der omfatter Apollo og Falk Lauritsen. Konkurrencen stod mod det eksisterende bureau, Carat.

Orchestra er stiftet af fire reklamebureauer, men i tilfældet Kuoni har de ikke spillet en rolle. Selskabets kreative lead er svenske Ingo.

Apollo lancerede i vinter et nyt reklamekoncept med guden Apollo, mens der hos Falk Lauritsen er fokus på fastholdelse af deres høje kundeloyalitet under parolen ”ægte rejseglæde”. For begge brands ligger der en vækststrategi, som skal øge antallet af solgte rejser over de næste to år, og samtidig fastholde et højere prisniveau.

 “Som annoncør har vi nok aldrig oplevet flere muligheder for at komme i kontakt med kunden, og det er tydeligt at mediemarkedet selv er i en brydningstid. Der er intet der er, som det plejer at være. Den klassiske medietankegang er et element man skal så langt væk fra som overhovedet muligt, ellers kommer fravalget fra forbrugeren lynhurtigt,” siger Head of Marketing i Kuoni Danmark, Ulrik Nissen.