Af FiG

Mediabureauet har vundet en konkurrence mod to andre. Organisationen lå tidligere hos Havas.

Orchestra er et bureau i vækst og står foran at flytte til nye og større lokaler i People Group bygningen.

Nu kan man også skrive en ny kunde på listen. Bureauet har efter en konkurrence vundet Rådet for Sikker Trafik.

”Vi har valgt Orchestra som mediebureau, fordi vi vil have mere end blot en medieindkøber. Vi ønsker kvalificeret sparring og nogle, der kan og tør udfordre os, så vi sikrer, at vores indsatser og kampagner får størst mulig effekt i målgruppen,” siger underdirektør Karina Petersen hos Rådet for Sikker Trafik.

Organisationen lå tidligere hos Havas og Orchestra var oppe mod to andre bureauer: PHD og Carat.

Rådet for Sikker Trafik arbejder med at forebygge og påvirke viden, holdning og adfærd i trafikken. De typiske indsatser er mod spirituskørsel, fart, højresvingsulykker, uopmærksomhed og senest har de lanceret ”nederen forældre” kampagnen i forhold til øget brug af cykelhjelm blandt teenagere.

“Rådet for Sikker Trafik arbejder med nogle problemstillinger, hvor det handler om at ændre en konkret adfærd, og som ikke alene kan løses via mere klassiske marketeer-discipliner. Det gør det til en interessant kunde,” siger adm. dir. Ulrik Drejsig, Orchestra

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club