Otte hurtige til Morten Grubak

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Morten Grubak er netop blevet forfremmet og sat i spidsen for den danske afdeling af Vice/Virtue Scandinavia – som creative director. Bureaubiz har stillet Morten otte hurtige spørgsmål i slipstrømmen på jobskiftet.

34-årige Morten Grubak brød igennem hos Konstellation og har de sidste to år været ’associate creative director’ i Vice/Virtue. Nu er Grubak, der blandt andet vandt prisen som ‘Årets Digitale Kreative’ af DDA i 2015, blevet sat i spidsen for Vice/Virtues kreative afdeling .

I anledning af Mortens jobskifte giver Bureaubiz ham otte hurtige spørgsmål:

Tillykke med forfremmelsen, Morten. Hvordan fornemmes det?

“Tak. Det føles rigtigt. Jeg har været fan-boy af Vice og deres holdninger siden 90’erne. Selvom vi stadig har holdninger, er jeg i dag mere fan af alle mine dygtige kollegaer, vores stærke sammenhold og evnen til fortsat at skabe kultur”.

Før hed din stilling ’associate creative director’ i Vice/Virtue – nu hedder du bare ’creative director’. Mellem os, er der overhovedet nogen forskel på de to stillinger?

“Godt du spørger. For du er ikke den første. I Danmark kan ACD’ere virke lidt omsonst, men Vice/Virtue har efter danske forhold en stor kreativ afdeling, med tunge internationale kunder. Derfor skal der hver dag træffes rigtig mange kreative beslutninger, og for ikke at skabe kreativ-flaskehals, kan associate creative directors også træffe vigtige kreative beslutninger. Forskellen på nu og før er simpelthen, at jeg nu bliver involveret i alle de helt afgørende kreative beslutninger”.

Hvorfor bliver du en super god ’creative director’?

“Det må du spørge ‘rødderne’ om. Jeg vil fortsat fokusere på den gode idé og har også på den led været kreativt ansvarlig indtil nu. Med mine nye beføjelser har jeg dog endnu bedre mulighed for at lade det kreative gennemsyre organisationen og skabe de bedste forhold for mine kolleger”.

Hvad bliver den største forskel – for dig selv personligt –  i din nye stilling?

“I min nye stilling kommer jeg til at indgå i Vice/Virtue-ledelsen. Men jeg tror dog ikke på, at medarbejdere behøver andet hierarki end fornuftens. Så for mig åbner den nye stilling blot op for større muligheder til at udvikle og motivere hele den kreative afdeling – og ikke kun dele af den”.

Hvad bliver din største udfordring som creative director for Vice/Virtue?

“Vores kunder hos Vice/Virtue er jo ikke kun danske, men også mange store internationale brands og firmaer. Samtidig består vi jo af 130 individualister på tværs af vores forskellige afdelinger. Så udfordringen bliver at samle alle trådene – og give lang line – på én og samme tid. Jeg ser det dog mere som et stort potentiale end som en decideret udfordring”.  

Hvordan vil du sætte dit aftryk på VICE/Virtues kreative output – er der noget der skal gøres anderledes?

“I udgangspunktet er vi jo allerede et ‘anderledes’ bureau. Vice har en lang historie internationalt for at fortælle historier, der er dybt forankret i mennesker. Det udgangspunkt arbejder vi stadig fra, når vi laver branded content. Og med etableringen af Virtue begyndte vi også at implementere mere konceptuelt forankrede idéer i vores arbejde. Så faktisk handler det mere om at fortsætte de gode takter, frem for at finde på nye”.

Vice/Virtue’s afdeling i Danmark er vokset og vokset de senere år – men I vinder ikke vanvittig mange priser. Hvordan vil du lave om på det?

“Vores primære fokus er at lave effektfuldt arbejde for vores kunder. Men som i al anden sport hersker reglen: Hvis man ikke deltager, så vinder man heller ikke. Indtil nu har vi ikke deltaget i alverdens konkurrencer, men når vi gør, kan vi snildt vinde priser. Sidste sommer deltog vi f.eks. ved Lovie Awards, der udmøntede sig i bronze og en ‘people choice award’ for vores Skullcandy X Noisey-projekt. Siden da har vi været multi-shortlistet ved både DDA, True Awards, DIA og senest New York Festivals. Så faktisk har vi en nyfundet fokus på både awards og ‘impactful creative ideas’…som det hedder på fransk”.

God vind i den nye stilling, Morten. Hvad er det første, du som nyudnævnt spydspids, skal kaste dig over – når du har svaret på dette sidste spørgsmål?

“Jeg skal ned og købe en kage til en af vores fotografer, der netop har taget billedet til dette interview på trods af en meget presset dag”.

Morten Grubaks forgænger som creative director, Jonathan Lang, fortsætter i Vice/Virtue i en ny rolle som concept & strategy partner, hvor han skal fokusere på det danske kontors internationale kunder.