Indlæg fra Dansk Annoncørforenings adm. dir., Otto B. Christiansen:
Læs nu hvad der står
Min hovedpointe er, at annoncøren ikke får objektiv rådgivning. Dette forsvinder i nogen grad i provokerende overskrifter (som jo også er det, der får dig til at læse artiklen). Når annoncøren ikke får objektiv rådgivning, er det også hans egen skyld, fordi han ikke ønsker at tage konflikten, eller fordi han er uvidende om filmproduktion. Hvis du skulle købe noget til 1 mio. kr. og spurgte tre entreprenører, ville du jo heller ikke lade den ene entreprenør kontrollere pris og kvalitet på de to øvrige. Derfor bør annoncøren selv få priserne og selv kontrollere priserne, og det er her konfliktskyheden og uvidenheden sætter ind. Det er tankevækkende at 70% bliver produceret in-house og så kan man vælge, om det er fordi in-house, simpelthen er dygtigere end de eksterne.
Man kan også vælge at grunde over om – mennesket er jo svagt – hvis man skulle vælge, om man så vil lægge pengene i sit eget firma, eller om man vil bruge dem i et andet firma. Når man sammenholder det med at 6 mennesker genererer et overskud på ca. 6 mio. kr. i et in-house produktionsselskab og resten af bureauets 50 mennesker genererer ca. 12 mio. kr. – så kommer det menneskelige aspekt ind i billedet. Kom nu Jan, hvis du kan vælge mellem at beholde pengene selv eller gi’ dem til et andet firma, hvad ville du så vælge.
Jeg har i forbindelse med artiklen sagt, at min tidligere arbejdsplads sparede 20-25% af, da vi satte os ordentligt ind i området – det betyder ikke nødvendigvis, at alle kan spare det samme, men det er da en tanke værd. Jeg har også sagt, at jeg frygtede for at det kreative miljø, der knytter sig til produktionsselskaberne, forsvinder, hvis alt bliver produceret på reklamebureauerne og det står jeg ved, jeg erindrer ikke at have sagt at kvaliteten ville falde, men det frygter reklamebranchens egne kreative åbenbart selv i henhold til artiklen.
Jeg kunne aldrig drømme om at anfægte de kreatives ret til at vælge instruktør, det står der heller ikke i artiklen, men jeg mener, at reklamebureauerne skal tage penge for deres kernekompetencer og ikke alt muligt andet herunder produktion – og det har jeg altid ment. Dem, der kender mine tidligere partnere på reklamebureausiden, faktisk også Jan Olsen, kan bevidne at jeg aldrig har sultet “mine” bureauer.
Det mest tankevækkende ved den respons, der har været på artikler, er vel faktisk at ingen udfordrer mine påstande (hvis man læser dem rigtigt) og at der egentlig både er løftede pegefingre til annoncører og reklamebureauer – lidt pudsigt så er det kun den ene part, der kan se, at der muligvis er noget galt.
