Overarbejde på bureauer er en dårlig forretning

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Hvis bureauer er peoples business, så er mennesker produktionsapparatet. Og tilfredse medarbejdere er en af tre succes-parametre, lyder det fra digital bureaudirektør.

“If you don’t come on sunday, don’t bother to come on monday”. Sådan lød en beskrivelse af et Madison Ave bureau, da jeg sidst i 80’erne begyndte at beskæftige mig som journalist med reklamebranchen.

Nu er der forskel på dansk og amerikansk mentalitet – men der er nok først og fremmest forskel på dengang og nu.

Bureaubranchen har høje lønninger, og skal man stræbe efter at lave det sublime, så kræver det engagement – og det kan være svært at passe ind i en normal arbejdstid. Det kan meget let få arbejde og fritid til at flyde sammen.

Men der er også ved at melde sig en anderledes tilgang til håndtering af personale – i hvert fald blandt digitale bureauer, hvor jeg har oplevet adskillige bureaudirektører tale om en anderledes og mere professionel tilgang til HR og håndteringen af arbejdstid. Heriblandt direktører for nogle af branchens mest succesrige bureauer.

“Bureaubranchen er peoples business, så måske det er en god ide at tage people seriøst,” lød det f.eks. fra ex Aegis topchef, Henrik Jensen før sommeren i forbindelse med et omfattende research-projekt i samarbejde med MyResearch om Vinderbureauers DNA.

“Arbejdet med medarbejderne stikker meget dybere end et par årlige medarbejderudviklings-samtaler. Det handler om en meget mere avanceret HR-tankegang, hvor man på alle niveauer søger at etablere en rummelig arbejdsplads, som ikke bare kan tiltrække talent – den skal også kunne fastholde det. Bureauer er peoples business – det ved vi godt – men så skal man også tage det seriøst,” sagde Henrik Jensen.

Det digitale bureau Verticas adm. dir., Jeppe Hansen, er en anden, der taler meget om at skabe en god arbejdsplads.

“Overarbejde er en kendt sag i konsulent-verdenen. Medarbejderne får en høj løn, og så skal der knokles igennem – uden overarbejdsbetaling. Men overarbejde og kvalitet hænger ikke nødvendigvis sammen. Jeg tror ikke løsningerne bliver bedre af at de bliver skabt under tidspres, og effektiviteten bliver heller ikke højere af mange timer,” siger Jeppe Hansen og fortsætter:

“Hvis vi betaler høje lønninger, så er det fordi vi mener, at medarbejderne kan noget – ikke fordi de så skal arbejde mange timer. Det gælder om at få den størst mulige kvalitet ud af dem, og det får man mere ved at involvere dem i tilrettelæggelsen og tilstræbe at opgaverne kan løses inden for normaltid. Målet er at få størst mulig værdi ud af dem, og det opnår man bedst ved at have styr på tre ligestillede parametre: kvalitet i løsningerne, tilfredse kunder og tilfredse medarbejdere.”