Bureaubiz bragte i går en historie med titlen “Bureauerne slog filmselskaberne”. Artiklen refererede til uddelingen af True Awards fredag aften.
Artiklen skulle dokumentere, at inhouse bureauerne kom bedre hjem fra True Award end de frie producenter.Det anvendtes også som et indlæg i debatten om inhouse vs. produktioner i udbud med synspunktet, at annoncørerne roligt kan producere inhouse, da de tilsyneladende er bedre end de fritstående producenter. Uanset om man deler dette synspunkt eller ej, så er artiklen baseret på en forkert sammentælling af priser.
Faktum er det modsatte, nemlig at 3 ud af 5 tekniske priser er vundet af Bacon. I tillæg, så er instruktionsprisen vundet af det svenske produktionsselskab/kollektiv Stylewar, selvom det er indkøbt af Robert/Boisens eget selskab. Dette er rimeligvis en definitionssag, men kan dog ikke regnes for en ren inhouse produktion. De 3 virale kampagne film for “Rejsen til Saturn” er desuden produceret af A. Film, i denne sammenhæng en fritstående producent og ikke et in-house selskab. Og da de vinder 2 ud af 4 hovedpriser, tæller det godt med i regnskabet.
Det er også, som om man helt overser, at Bacon med deres mange shortlister var langt den bedste producent i hele showet.
Matematikken giver, at de frie producenter således vinder mindst 5 (i min optik 6) af de 8 priser.
Det samlede billede er en overvægt af priser til de fritstående producenter, (til trods for en markedsandel på 30%), og er i mine øjne et vidnesbyrd om vigtigheden af et frit og levende filmmiljø.
Når man bringer artikler med overskrifter af så skadelig karakter, som det er tilfældet her, kunne man ønske sig en grundigere research. I modsat fald mister nyhedsbrevet den troværdighed det skal leve af.