Pålægsklassiker skifter bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Hvis man siger rød salami, hvad tænker du så på? Formentlig 3-Stjernet og nu skal et nyt bureau hjælpe med at forny mærket.

“Dialog med kundeemner på et relevant og indsigtsbaseret grundlag frem for at kæmpe sig ind i bureaukonkurrencer.”

Således har Nørgård Mikkelsens adm. dir., Erik Laumand formuleret visionen for bureauets new bizz aktiviteter, og før nogen taler om floskler, så har det helt aktuelt givet et konkret resultat.

Pålægsklassikeren 3-Stjernet har valgt at forlade Sunrise til fordel for Nørgård Mikkelsen – ikke efter en konkurrence men efter en længere dialog med bureauet.

”Vi har valgt Nørgård Mikkelsen, fordi bureauet har en meget stor, bred og dyb erfaring inden for fødevarer,” siger Jørgen Lund Petersen, salgs- og marketingchef, 3-Stjernet. Han fremhæver desuden, at bureauet kan se 3-stjernet ’fra alle sider af disken’.

Der tales ikke om en kampagne som det primære, men om at Nørgård Mikkelsen nu skal deltage i den fremtidige brandudvikling og innovation.

Når man siger 3-Stjernet, så tænker de fleste automatisk på rød salami og forbinder det med det velkendte og traditionelle. 3-Stjernet rummer imidlertid meget mere. På produktsiden er der eksempelvis mange nøglehulsmærkede produkter og pålægstyper som rullepølse, lufttørret skinke og kyllingebryst.

”Vores mærke er stærkt og opbygget siden 50’erne, men vi vil gerne have bragt fornyelse til mærket og gøre det klart for forbrugerne, at 3-Stjernet er meget mere end rød salami. Det har vi en klar forventning om, at Nørgård Mikkelsen kan hjælpe os med,” siger Jørgen Lund Petersen.

Nørgård Mikkelsens erfaring inden for fødevarer er opbygget bl.a. gennem arbejdet for og med brands som Rynkeby, Cheasy, KiMs, Lillebror Ost, Riberhus, Kohberg, Hjem-IS og Knorr.

“Den specialviden, som vi har opbygget, betyder konkret, at når en forbruger fylder indkøbsvognen for 500 kr., så er der helt sikkert varer i kurven, som vi har arbejdet med,” siger Kasper Kjærsgaard Jensen, kontaktdirektør i Nørgård Mikkelsen.

3-Stjernet ejes af den finske fødevarekoncern, Atria Scandinavia.