Reklamebureauet Par No. 1, der udspringer af det konkursramte Par No. 1, går nu sammen med et andet Viborg-bureau, Attention. Det sker under navnet Paratt.
Det er en fusion af to bureauer, der hver for sig har udfordringer.
Par No. 1 lagde i sit første regnskabsår ud med et underskud på 2,2 mio. kr. (primær drift) ud af en bruttofortjeneste på ca. 3,6 mio. kr. Men der var ekstraordinære omkostninger, og de bragte det samlede underskud op på 4,4 mio. kr.
Attention gik i luften d. 1. december 2012 og præsterede i sit første regnskabsår en bruttofortjeneste på 568.637 kr. – men kunne dog levere et overskud på 156.443 kr. efter beskedne personaleomkostninger på 375.656 kr.
Det afspejler en enkelt ansat ud over de to ejere, Jens Borved og Elin Borngräber.
Begge bureauer har fået en supplerende revisorbemærkning om, at de har tabt mere end halvdelen af selskabskapitalen Par No. 1 har faktisk tabt den hele plus en del til – og hos Attention anføres det endvidere, at fortsat drift er betinget af, at der opnås fortsat likviditet hos kreditgivere.
Selvom Par No. 1 er noget større end Attention, så er det ikke desto mindre dette bureaus partner og direktør, Jens Borved, der har fået rollen som adm. dir. for det nye bureau. Par No. 1’s hidtidige adm. dir., Jørgen Hansen, har fået rollen som kontaktchef.
Jens Borved har dog ikke meldt tilbage på spørgsmål om, hvorfor det blev ham, der skulle være adm. dir. eller om, hvordan ledelsen i bureauet ser ud.
Ifølge Markedsføring ejer Jørgen Hansen 10 pct. af det nye bureau, mens Jens Borved ejer 30. Resten ejes af de investorer, der købte resterne af Par No. 1 ud af konkursboet tilbage i 2011.
Ejerandelene afspejler nogenlunde, hvad parterne hver for sig har lagt ind i det nye bureau, oplyser Jens Borved til Bureaubiz.
Reklamebureauet Par No. 1 har netop afsluttet sit regnskabsår, og om hvordan det er sluttet, lyder det fra Jens Borved.
“Regnskabsåret er lige afsluttet, så vi er lige nu ved at danne os et overblik.
I en pressemeddelelse formuleres fusionen bl.a. således:
”Det nye navn favner hele vores koncept på en positiv og ligefrem måde. Vi kan vores håndværk, og vi kommer med hver vores viden og faglighed, der forstærkes i en synergi. En synergi vi internt fremhæver som paratt-‐viden. Det er denne viden, vi skal leve af, og det er i dette udgangspunkt, vores kunder vil opleve, at vi kan gøre en forskel.”