Partner forlader et af Danmarks største bureauer

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

En af de tre hovedaktionærer bag Designit, der sidste år blev solgt til IT-koncern, siger farvel. Samtidig har Lasse Jensby Dahl fået en ny global rolle.

David Fellah var ikke med til at stifte Designit i 1991 – men han kom til i 1995 og har siden som en af tre hovedaktionærer været med til at bygge bureauet til ikke bare et af Danmarks største men også en global spiller inden for design-verdenen.

Nu takker han af og forlader bureauet.

Designit blev sidste sommer solgt til verdens syvende største IT-koncern, indiske Wipro, for et beløb, der kan ende oppe omkring 650 mio. kr. – og således blive en af de største danske bureauhandler længe.

Den tredje hovedaktionær, Anders Geert Jensen, valgte at forlade bureauet ved den lejlighed, og det har således været David Fellahs rolle sammen med adm. dir. Mikal Hallstrup at udvikle Designits kultur med henblik på både at udvikle selve forretningen samt bringe kompetencerne i spil over for Wipro.

Mikal Hallstrup forklarer, at David Fellahs afgang er resultatet af en strategiproces, der har medført en ændring af det globale ledelsesteam.

”Det er næste skridt i vores internationaliserings-bestræbelser. Efter en veloverstået integrationsproces med Wipro, kigger vi fremad med fokus på at drive globale synergier med vores ejer, og med en bredere og mere global ledelse. Herunder en styrkelse af vores tilstedeværelse i USA, som er et vigtigt marked,” siger Mikal Hallstrup.

Han fortsætter selv i sin nuværende rolle som stifter og global CEO i København, mens Designits tidligere direktør i New York, Humberto Matas, indtræder som Global Managing Director for Designit. Humberto Matas får det daglige driftsansvar for udviklingen af bureauets kontorer globalt.

Derudover er Lasse Jensby Dahl, der hidtil har været direktør for Skandinavien, blevet gjort til global CSO med reference til Humberto Matas.

Hans rolle i Skandinavien erstattes ikke, idet de fire direktører for de skandinaviske kontorer kører videre med reference til Humberto Matas.

Det gælder følgende fire:

  • Lars Tversted, København
  • Hans Henrik Sørensen, Aarhus
  • Christian Søgaard, Oslo
  • Adam Hassan, Stockholm

Den skandinaviske ledelsesrolle hang sammen med, at den store danske afdeling skulle bruges til at løfte de norske og svenske kontorer, og det er i vidt omfang lykkedes. F.eks. er der nu tæt på 40 ansatte i Oslo.

”Designits profil er uændret, med fokus på designs rolle som forandringsagent på både industri- og samfundsniveau. ‘Business transformation’ og ’Social transformation’ i en stærk kombination, kommer til at blive endnu tydeligere, i en stærk balance mellem det kommercielle og kreative,” siger Mikal Hallstrup og fortsætter:

”Vi oplever, på internationalt plan, en stigende efterspørgsel efter vores ‘human-shaped’ digitale og teknologiske løsninger og mener at vi med vores nye struktur er bedst muligt positioneret til at få glæde af dette.”