Partnerkreds kniber sig i armen: Overgår egne forventninger

Finn Graversen,
journalist

Frankly er et kreativt digitalt bureau, hvis internationaliserings-strategi er gået over al forventning. Det ny regnskab viser tal, man først satsede på at nå om nogle år.

Når partnerkredsen i det kreative digitale bureau, Frankly, kigger på årets regnskab, må de knibe sig i armen.

“Da vi lagde vores strategi for et par år siden, havde vi helt klart store vækstambitioner. Men vi havde ikke regnet med at se de tal, vi kan præsentere nu, før om et par år. Så vi har faktisk overgået vores egne forventninger,” siger Klavs Valskov, der er CCO og en del af den partnerkreds, der for to år siden gennemførte et generationsskifte med bureauets stifter, Frank Thomsen.

Helt konkret lagde bureauet ca. 11 mio. kr. på toplinjen – lig med en vækst på knap 40 pct. – og fik placeret ca. 7 mio. kr. af væksten på bundlinjen. D.v.s. at mere end 60 pct. af væksten er landet på bundlinjen.

En del af forklaringen skyldes, at bureauets strategi bl.a. handler om en internationalisering. Frankly er til stede i adskillige lande fra USA til Tyskland og Lithauen. Kundebasen tæller navne som Nordea, Danfoss, Henkel, Carlsberg, IKEA, Demant, Facebook, AbbVie og Ardagh.

“Det er klart en kundebase, som hjælper os, når vi pitcher på kunder. Når vi kan arbejde på navne som dem, så giver det noget credibility,” siger Klavs Valskov.

At internationaliseringen er lykkedes kan også læses ud af, at ca. 60 pct. af bureauets omsætning nu ligger uden for landets grænser – heraf 15-20 pct. i USA.

Hertil kommer, at internationale kunder kan være attraktive for et i international sammenhæng lille bureau som Frankly.

“Det er ingen hemmelighed, at der blandt større globale industrielle virksomheder findes nogle projekter og ambitioner, der gør det nemmere at holde en høj kadence, som igen gør det nemmere at planlægge vores produktion,” siger Klavs Valskov.

Men et andet forhold, der har spillet ind på den flotte udvikling, har noget at gøre med corona.

Frankly havde i regnskabsåret små 40 medarbejdere spredt på flere forskellige kontorer i verden, så den virtuelle tilgang til arbejdet var ikke helt fremmed.

“Vi var bestemt lige som alle andre usikre over for, hvad der ville ske, da verden lukkede ned. Men det viste sig, at det gav os nogle muligheder. Det viste sig, at nye kunder kunne vindes via et video-link, og at kunderne i det hele taget ikke har forventet den samme fysiske nærhed. Jeg skal ikke sige, om vi har været bedre til at vende nedlukningen til noget positivt end andre, men jeg kan helt sikkert sige, at vi er lykkedes hurtigere, end vi havde regnet med, fordi vores struktur matchede kunderne ret godt,” siger Klavs Valskov og tilføjer, at i takt med at verden normaliseres vil man komme til at mødes fysisk lidt mere.

“Men der er ingen tvivl om, at vi kommer til at bruge læringerne fra corona-tiden fremadrettet. Vi kan se, at mange af vores folk er gode til at bruge mulighederne for at veksle mellem hjemmearbejde og møde på kontoret,” siger Klavs Valskov.

Nu hvor arbejdsmarkedet er blevet glohedt, har der vist sig en anden fordel ved den internationale struktur.

“En af konkurrenceparametrene i dag handler om rekruttering, og her har vi en bredere plade at spille på gennem vores tilstedeværelse i forskellige lande,” siger Klavs Valskov.

Helt konkret er Frankly igang med at opruste. Regnskabstallene viser en ret betydelig vækst i produktiviteten i form af bruttoavancen pr. medarbejder. Man har kort sagt evnet at vækst meget uden at vokse tilsvarende på medarbejdertallet.

“Men det har kun kunnet lade sig gøre på grund af en kæmpeindsats fra medarbejdernes side, som vi er dybt taknemmelige for. Det er ikke holdbart fremadrettet, og derfor er vi igang med at udvide,” siger Klavs Valskov.

Bureauets strategi er formuleret som ‘Problems love creativity’. Men i Franklys tilfælde skal kreativitet ses meget bredt. Den omfatter både den mere klassiske kreativitet samt kreativitet inden for digital udvikling og problemløsning.

“Hvad vi får at vide af vores kunder er, at vi udviser en ret god forretningsforståelse. Vi er hurtige til at forstå problemstillingen, og så sætter vi en ære i ret hurtigt at komme tilbage med ideer til en løsning, som overrasker kunden positivt. Vi færdes meget i en BtB-verden, hvor teknik fylder meget, og her kan vi komme med ideer, som kunderne sjældent selv kommer til at tænke på,” siger Klavs Valskov.

Nøgletal for Frankly
Bruttoavance 38,849 mio. kr. +37,8 pct.
Bruttoavance pr. medarbejder 1,208 mio. kr. +33,6 pct.
Lønandel 58,4 (65,9)
Resultat før skat 11,044 mio. kr. +175,5 pct.