Morten Hershøj har ikke ligget på den ladet side, siden han for godt en måned siden røg ud fra Wibroe, Duckert & Partners sammen med adm. direktør, Bjarne Spellerberg Orfelt.
Ud fra Bureaubiz’ iagttagelser har han været en ombejlet herre, men hans valg har været at starte for sig selv. Det sker med bureauet Another, der bedst kan beskrives som et hybridbureau.
Hershøjs partner er Thorkild Bjerre, hidtidig digital kreativ direktør på Partners.
”Thorkild Bjerre og jeg har været makkere i 3-4 år hos NetPeople/ DialoguePeople, der blev fusioneret ind i Partners. Da jeg var ude på den anden side, var det åbenlyst, hvem jeg skulle gå sammen med, hvis jeg skulle åbne et bureau. Thorkild er den klassisk kreative, der er blevet digital, og jeg er den strategiske,” siger Morten Hershøj.
Betegnelsen hybridbureau kommer af en overbevisning om, at marketingafdelingerne ikke mangler flere digitalbureauer, socialmediabureauer, mediebureauer, dialogbureauer eller reklamebureauer. De mangler – fastslår de to partnere – et bureau, der forstår at tænke forretning og kreativitet på tværs af alle disse discipliner, og som ikke på forhånd har en favoritplatform, der danner udgangspunkt for resten af deres arbejde.
”Den viden og overbevisning tager vi med os fra NetPeople/DialoguePeople – og det blev understreget hos Partners, så vi ville ikke have undværet den tid,” siger Morten Hershøj.
Another har kunder fra begyndelsen – men de nærmere detaljer får vente til efter sommeren – og dermed er der grundlag for at slå sig ned på Bremerholm 1 i København med plads til at vokse.
Tredje person i bureauet er allerede på plads: Ida Emme, der er kontaktdirektør. Hun kommer fra en stilling som projektleder på Bates Y&R, hvor hun har været de seneste godt fire år.
Herudover er “en række nøglepersoner” – mere præcist kan det ikke formuleres på nuværende tidspunkt – på vej til bureauet, med tiltrædelse 1. august.
I en pressemeddelelse, der kan læses i sin helhed her, lægger bureauet op til nye samarbejder – både med kunder og andre bureauer:
“Vi vil revitalisere den måde, kunder arbejder sammen med bureauer på. Det er slut med lange processer, trommehvirvler og 100-dages kreative løsninger. Begreber som “brief”, “de-brief” og “den store kreative ide” er for os værdiløse begreber, når vores kunder i dag bevæger sig i moderne økosystemer og med salgstragter, der er langt mere komplekse end for bare 2-3 år siden.”.
Læs mere på www.anothercph.dk