Fitness dk er et godt eksempel, hvor svært det er at være reklamebureau i disse år – det vidner både kædens interne opgaveløsninger og bureauhistorie om, og aktuelt er det Wibroe, Duckert & Partners, der gør sig erfaringerne.
Alene i 2010’erne har fitness dk været kunde hos Hjaltelin Stahl, der blev afløst af en netværkstankegang og Reklamebureauet Os, for igen at vende tilbage til dét, der blev beskrevet som et mere fast bureausamarbejde i form af Wibroe Duckert & Partners. Det var små to år siden.
Men siden valget af Partners er der blevet skiftet ud i organisationen: Salgs- og marketingdirektør Tom Petersen er vendt tilbage til sin tidligere arbejdsplads hos Aller, og adm. direktør Line Saletta er stoppet på posten, og ind er netop trådt Thomas Bagge Olesen. Tom Petersens job er splittet op i to: Markedschef Marianne Frandsen har ansvaret for fitness dk’s markedsføringsaktiviteter, og salgsdirektør Anders Melgaard har ansvaret for salg og indkøb.
Og hvordan ser bureausamarbejdet så ud? Partners-relationen eksisterer skam – bl.a. demonstreret af en kampagne lanceret først på året – men spørgsmålet er, hvorvidt den kan leve op til definitionen på en mere fast bureaupartner.
”Vi havde et samarbejde med Partners omkring udviklingen af vores seneste univers, som blev lanceret januar i år. Derudover har de hjulpet os med enkelte produktioner på ad hoc-basis,” oplyser kommunikationschef i fitness dk, Kia Aagaard.
Hun tilføjer:
”Generelt producerer vi vores materialer internt og bruger relevante kompetencer, når der skal laves større produktioner. Som f.eks. her for nylig hvor vi har lavet en YouTube-kanal med film og øvelser: Vi har selv stået for kanalen og indholdet – men haft et professionelt produktionsselskab, Gaucho Film, inde over selve produktionen.”
Brugen af freelancere vil Kia Aagaard umiddelbart betegne som en del af kædens eksterne netværksleverandører.