Meny er landets nye dagligvare-kæde, skabt på skuldrene af SuperBest og Eurospar, bureauholdet er – til en vis grad – også nyt, marketingchefen er ny – og nu er der også en ny film, der sætter tonen for kædens markedsføring.
Bag filmen står Wibroe, Duckert & Partners, der er Menys kreative bureau på reklame og kommunikation – og konceptansvarlig for det nye fødevaremarked.
”Udtrykket i reklamefilmene – både i den aktuelle og de kommende film – er lette og med et glimt i øjet. Meny er fagfolk, men ikke formyndere. Vi stiller muligheder til rådighed,” siger Christian Higraff, der er marketing- og onlinedirektør i Købmandshuset, Dagrofa, som ejer Meny.
Han tilføjer:
”Meny er et brand, der skal aktiveres. Vi kan godt skrige højt, men det er levendegørelsen af, hvad vi kan, som er afgørende – og synliggørelsen af forskellen mellem Meny og discount. Derfor har Meny aktivering dagligt, altså et felt, der får ekstra skub.”
Meny har også fået en ny marketingchef, Heidi Teschemahcer, der er kommet til kæden fra Cloetta, hvor hun havde en lignende stilling.
”Heidi Teschemacher er valgt for sin forståelse for retailbranchen via sin tid i Kvickly. Hun har samtidig mærkevare-indsigt, ikke kun fra Cloetta, men også Gillette og L’Oréal. Det er vigtige egenskaber, når vi skal have opbygget mærkevaren Meny,” siger Christian Higraff.
Han fortæller videre, at selv om, der er meget nyt omkring Meny, så dyderne klassiske.
”Med Meny finder vi tilbage til dét, vi kom fra: Fagkompetencen hos slagteren, i delikatessen, hos ostehandleren. Retorisk lancerer vi begrebet fødevaremarked, fordi fokus hos Meny er fødevarerne og ikke nonfood, tekstiler, elektronik. Således er det madarbejdere, der giver den gode oplevelse og er heltene i vores butikker,” siger Christian Higraff.
Seks bureauer er involveret i Meny:
BPN er mediabureauet – ikke bare for Meny, men for alle kæderne i Dagrofa – mens Household i London er designbureauet, RetailPeople står for produktionen, iRetail leverer medietaktisk rådgivning, mens FFW (tidl. Propeople/Bysted) er det digitale bureau. Og så altså Wibroe, Duckert & Partners.