Partners tabte terræn i 2011

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Frasalg spiller en hovedrolle i PeopleGroups faldende bruttoavance. Wibroe, Duckert & Partners måtte dog også notere et fald, mens Dialogue/NetPeople går markant frem.

Selvom det er flere år siden, at Adpeople blev solgt fra, så spiller bureauet fortsat en rolle i bedømmelsen af PeopleGroups økonomiske udvikling.

Regnskabet for 2011 viser et fald i bruttoavance på 13,5 pct. Det er andet år i træk med fald i bruttoavancen og i alt er der nu barberet over 30 mio. kr. af.

Adpeople blev regnet ud af gruppen i midten af 2010 og Jan Duckert vurderer, at ca. 8,2 mio. kr. af faldet i 2011 kan tilskrives Adpeople.

Også andre frasalg har kostet på toplinien. Det gælder både den del af Netpeople, der blev til Lifted samt InsidePeople, der er overgået til Flensby.

Der er dog også sket forskydninger internt. Det oprindelige moderselskab, Wibroe, Duckert & Partners, faldt med ca. otte mio. kr. Til gengæld går det godt for Dialogue/Net People, som gik frem med omkring 5,9 mio. kr. Desuden kunne RetailPeople og RelationsPeople notere fremgang.

Faldet på bundlinjen var endnu mere markant end på toplinien, men det skyldes investeringer, har Jan Duckert fortalt til Børsen.

Han nævner specifikt investeringerne i oprettelsen af RetailPeople i Århus, der har fået SuperBest som kunde samt oprettelsen af SocialPeople og en 30 pct. ejerandel i Very.

PeopleGroup er medejer af Radio 24syv, der har til huse i bureauets lokaler på Vester Farimagsgade – men radiostationen spiller kun en rolle på regnskabets investeringskonto.

Nøgletal for PeopleGroup

  • Bruttoavance 108,7 mio. kr. -13,5 pct.
  • Resultat af primær drift +11,3 mio. kr. -41,5 pct.