“Befolkningen bruger mere end nogensinde de sociale medier. Det er her, man mødes og det er her, man åbner sig uanset om det er Facebook, Twitter eller Linkedin. Samtalen og anbefalingerne er flyttet fra telefonen og fodboldklubben ud på de sociale medier. Det stiller store krav til de danske virksomheder omkring åbenhed og en reel strategi for deres sociale tilstedeværelse”.
Således forklarer Bjarne Spellerberg, adm.dir. i Wibroe, Duckert & Partners og partner i Peoplegroup, at Peoplegroup-familien nu får endnu et medlem: SocialPeople.
Det er efterhånden gået op for alle – også virksomhederne – at det store flertal af befolkningen er rykket over på de sociale medier, men SocialPeople mener, at virksomhederne har sovet i timen:
“Det handler om at få virksomhedsledelserne til at se, hvordan de sociale medier hænger sammen og hvordan de kommer med på bølgen. Det skal vi uddanne dem til, for mange danske virksomheder har sovet lidt i timen på det her punkt”, siger Morten Saxnæs, der er digital strateg i SocialPeople.
SocialPeople vil blandt andet tilbyde en 100-dags plan for de virksomheder, der gerne vil i gang med sociale medier (Børsen, p. 42).
Lille bureau agent for sportsudøvere
f.reklame siger nok ikke så mange uden for sportsverdenen noget.
Med kunder som Morten Olsen, Frank Arnesen , Kasper Schmeichel og Lotte Friis, er de højst sandsynlig bedre kendt i sportsverdenen end i reklamebranchen.
Bureauet har eksisteret siden 1968 og udover at være kommerciel agent for blandt andet svømmeren Lotte Friis, arrangerer de også events og driver konsulentvirksomhed.
Pt. er de i gang med at planlægge en tur til Rom og Polen i forbindelse med Peter Schmeichels rolle som global ambassadør for Carlsberg til EM. Jobbet har f.reklame været med til at skaffe og lønnen fra Carlsberg deles mellem Peter Schmeichel og f.reklame (Jyllands-Posten, p. 28).