Patchwork får global B2B-kunde

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Patchwork er måske bedst kendt for sit arbejde med B2C-kommunikation på de sociale medier. Men en tidligere kunde valgte alligevel bureauet, da hun i sit nye job skulle finde et B2B-bureau.

Den århusianske møbelvirksomhed Theca, der leverer sofaer og lænestole til europæiske og oversøiske møbelkæder, udskrev før sommerferien en pitch på en B2B-kampagne for moderbrandet Theca og subbrandet Flexlux.

Fire bureauer blev inviteret med til pitchen, der lød på at udvikle tre større virksomhedsfilm til brug for indsatsen rettet mod godt 40 europæiske og oversøiske markeder.

Umiddelbart kan det måske virke overraskende, at Patchwork ikke blot vandt, men i det hele taget blev inviteret med til pitchen.

”Vi er mest kendt for vores arbejde med B2C-kommunikation på sociale platforme,” siger Marlene Kruse, senior client manager hos Patchwork, og fortsætter:

”Vi har dog i en årrække arbejdet med B2B kunder, så selvom vi måske er bedre kendt for vores B2C-projekter, er opgaven os på ingen måde fremmed. I det daglige skelner vi i virkeligheden ikke så meget mellem B2C- og B2B-kommunikation; vi specialiserer os i engagerende kommunikation mellem mennesker”.

Der er dog endnu en grund til, at Patchwork blev inviteret med, Thecas marketingchef, der startede før sommer, kender nemlig bureauet på forhånd:

”Jeg kendte Patchwork fra tidligere og var glad for deres håndgribelige tilgang til strategi og deres fleksible inhouse videoproduktion. Derfor ville jeg gerne se deres indspil på denne opgave, som har et tungere B2B-fokus. Jeg blev heldigvis ikke skuffet, jeg synes Patchwork beviste, at de til fulde forstår vores virksomhed og dynamikkerne i salgsleddet,” siger Maja Degn Leth, marketingchef hos Theca.

Patchworks oplæg indeholdt en strategisk platform, klassiske virksomhedsfilm samt indsalgsmateriale rettet mod indkøberne og man regner med at gå i luften med kommunikationen i løbet af efteråret.