Pengene retur, hvis du ikke får komplimenter for det nye tøj

Peter Engholm
25@mail.dk

I Danmark slår Call Me et slag for, at vi taler ordentligt til hinanden. I Norge vil en ny kampagne gerne lette vejen for komplimenter.

Komplimenter lyder let corny i andres ører. Så her er en corny film, for den kører udelukkende på komplimenter. Den nye reklamefilm for den norske tøjkæde Match viser ikke en række eksempler på den nye kollektion, men fokuserer derimod på de positive reaktioner på den.

Og kæden garanterer faktisk, at deres kunder vil opleve noget lignende. Det nye koncept hedder ”compliments guaranteed”, og hvis ikke du får komplimenter for det tøj, du køber hos Match, så får du pengene tilbage.

Konceptet er udviklet sammen med Kitchen, og hos bureauet siger tekstforfatter Ola Øvrelid til Kampanje.com:

”Det er måske det mest indlysende, vi nogensinde har kommunikeret ud fra. Køber du en kjole, bør det være en selvfølge, at du ser godt ud i den. Men at du får det at vide, er imidlertid ikke en selvfølge. Det håber vi at gøre noget ved. Kongstanken er at lære det norske folk at sænke tærsklen for at give komplimenter – samt at tage imod dem.”

Hos Match mener man ikke, at der nogen større risiko med at give den nye garanti.

”Dette er ikke bare en reklamefilm. Det er beviset på, at vi tager kunderne alvorligt. Samtidig er det med til at opbygge en intern stolthed,” siger Maria Willumsen, marketingchef hos Match.