People Group taber terræn

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

I hvert fald på listen over Danmarks største bureauer, hvor man har byttet plads med Kunde & Co – og hvor Creuna er kommet tilbage på toppen.

Nr. 1 og 2 på listen over Danmarks største bureauer uafhængig af bureautype byttede plads i 2011. Det betyder, at det digitale bureau Creuna igen er størst, mens GroupM, der samler en række WPP-ejede mediabureauer er nr. 2.

Forklaringen skal findes i, at Creuna i 2011 voksede med 19 pct., mens GroupM kun voksede med 1 pct.

Det fremgår af den årlige bureaurapport fra Bureaubiz, der lister nøgletal for 203 bureauer med en samlet bruttoavance på 4,6 mia. kr.

Listen viser også, at højt-profilerede People Group mister terræn, når det gælder størrelse. People Group faldt tilbage fra en 5. til en 8. plads, og byttede nærmest plads med Kunde & Co, der gik fra en 8. til en 5. plads.

Forklaringen er enkel. Kunde & Co voksede med 16 pct. – People Group faldt med 14 pct.

Også AdPeople røg ned på listen – fra en 4. til en 7. plads efter et fald i bruttoavance på 10 pct.

Det er en bruttoavance på 261 mio. kr., der har givet Creuna 1. pladsen. Det skal dog bemærkes, at det er koncernregnskabet – d.v.s. indeholdende omsætningen i de andre nordiske lande.

Men Creuna er et dansk baseret selskab – koncernregnskabet aflægges i Danmark – og derfor anvendes dette regnskab. Creuna Danmark udgør ca. 87 mio. kr. – og det ville placere bureauet på en 8. plads.

Listen består af et digitalt bureau, tre mediabureauer, fem reklamebureauer og et dialog-bureau, idet Wunderman efter en vækst på 23 pct. har overhalet Nørgård Mikkelsen på 10. pladsen.

Top 5 bureauer – uafhængig af bureautype

  1. Creuna 261,031 mio., +19 pct.
  2. GroupM 246,998 mio., +1 pct.
  3. Zupa Recommended 175,462 mio. +11 pct.
  4. Aegis 145,519 mio., +16 pct.
  5. Kunde & Co 137,070 mio., +16 pct.

Bureaubiz’ årlige Bureaurapport rummer en række nøgletal for 203 bureauer fordelt på seks forskellige bureautyper. Den er på 38 sider og koster 1795 kr. ex. moms. Kan bestilles ved at maile til: finn@bureaubiz.dk