Da PeopleGroup i efteråret 2010 lancerede RetailPeople, var det for at få et brohoved på det (især Århus-baserede) danske marked for tilbudsavis-produktion.
Foreløbig har RetailPeople blot erobret en enkelt stor kunde: SuperBest.
Det har til gengæld været nok til at give et pænt regnskab i det første “rigtige” regnskabsår, 2012: En bruttoavance på 14,2 mio. kroner og et driftsoverskud på 1,5 mio.
“Vi er tilfredse med regnskabet for 2012. Også i betragtning af at vi er et nyt bureau, og i et svært marked,” siger adm. direktør Ole Dissing, RetailPeople. Overskuddet i 2012 skal også ses i lyset af et stort underskud i det første regnskabsår 2011, der blev brugt til at etablere firmaet og erobre SuperBest.
Ole Dissing ønsker principielt ikke at kommentere på eventuelle nye eller kommende kunder hos RetailPeople.
Men forventningerne til 2013 ligger på samme niveau, hvad angår både omsætning, overskud og tilsvarende antal på 14 medarbejdere.
SuperBest fylder meget, eller næsten alt, hos RetailPeople. Foreholdt den almindelige tommelfingerregel om, at det er risikabelt at basere hele virksomheden på een enkelt stor kunde, siger direktøren:
“Vi er startet op på at have SuperBest som den store kunde, så det er udgangspunktet. For os er det også god latin at pleje sin kunde, og udvikle samarbejdet og produkterne. Det er stadig perspektivet. Fordelen er at kunne kaste alle ressourcer og ideer ind til den kunde, og have en stor forståelse for hinanden.”
Dagligvarekædens opsplitning får ikke den store indflydelse, idet SuperBest-kæden i store træk fortsætter med samme omfang af tilbudsaviser og lignende. SuperBest har delt sig, så godt en tredjedel af butikkerne er konverteret til Eurospar, mens resten fortsat kører under brandet SuperBest.
Om markedet for den type husstandomdelte reklamer forventer Ole Dissing en ret stabil udvikling, uagtet reklameskat, portoændringer eller andet – men med tilpasning:
“Produktet skal udvikles og tilpasses løbende. Senest har SuperBest og vi introduceret et magasin her i uge 22, et nyt produkt med bl.a. produkter og opskrifter, noget mere inspirerende end bare den ugentlige tilbudsavis.”
Ole Dissing mener ikke, at Dansk Supermarkeds nylige samling af produktionen af Føtex- og Bilka-katalogerne hos kollegaen Envision ændrer meget på konkurrencen blandt bureauerne om den type opgaver.
“Der er i forvejen hård konkurrence, så der er ikke noget nyt der”.
RetailPeople er en del af PeopleGroup, der er bygget omkring reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners. PeopleGroup-gruppen tæller også bl.a. RelationsPeople, Radio 24/7 og Fridthjof Film.