Pepsi lægger stor produktion i Danmark

peng

Mens den danske ordrestrøm falder i dansk post-produktionsselskab, så stiger de internationale opgaver – både i antal og omfang. Den hidtil største opgave kommer fra Pepsi.

Ghost, der igennem 14 år har beskæftiget sig med postarbejde til reklamefilm, produktfilm og spillefilm, har netop landet sit hidtil største post-budget.

Der sker i form af en international Pepsi-kampagne, der instrueres af den kendte engelske reklameinstruktør Rob Sanders. VFX-opgaven, som man netop har taget hul på, blev vundet i konkurrence med bl.a. Framestore i London og Rhythm & Hues.

”Pepsi-opgaven er virkelig spændende for os – og et helt igennem fedt projekt. Vores kunde er enormt ambitiøs, og det bliver en kæmpe udfordring,” siger Jeppe Nygaard, adm. direktør ved Ghost.  

På reklamefronten herhjemme står Ghost bag bl.a. Gori-musen, Tulip-bjørnen, Nybolig-sneglene og Lego – sidstnævnte står også som afsender af en 22 min. lang produktfilm, som Ghost lige nu laver sammen med Advance.

For internationale kunder er det blevet til spots for bl.a. Fanta (Rusland), Samsung (Korea), 7up (Kina), Magnum is (Holland), Mattel (USA), Burger King (USA), Orange (Schweiz), Mercedes (Tyskland) og Becel (UK), ofte i samarbejde med danske bureauer, instruktører og produktionsselskaber.

”Vores udenlandske kunder giver udtryk for, at de synes København er cool. Det virker som om København hitter i øjeblikket. Desuden ser det ud, at vi efterhånden har fået os etableret som et prisgunstigt alternativ til vores kollegaer i London,” siger Jeppe Nygaard. 

Men hvor ordretilstrømningen på det udenlandske reklamemarked i de seneste år har været stigende, har den i Danmark været faldende.

”Det er ærgerligt, og vi gør alt, hvad vi kan, for ændre på det. Vi arbejder målrettet på nye tiltag på reklamefronten, der forhåbentligt vil gøre det mere attraktivt for også vores danske kunder at bruge os. Tiltagene er lige nu under udvikling, og i meget nær fremtid vil vi kunne fortælle mere,” siger Jeppe Nygaard.