Dansk performance bureau opkøbt af svensk koncern

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Svenske Collaboration Art med bureauer i Sverige og Norge og som går efter Europa, har købt sig ind på det danske marked.

Densou, der startede som mediabureau, har levet en lidt omskiftelig tilværelse de seneste par år. I 2019 købte stifteren Anders Elley medieaktiviteterne i Blackwood Seven, sidste år fusionerede man med det kreative bureau Createch Garage, for et halvt år senere at gå fra hinanden igen.

”Det blev for komplekst at drive et bureau inden for data sammen med et kreativt bureau, så vi skiltes igen. Dog kun formelt. Vi bor stadig sammen og har også fælles kunder,” siger Anders Elley.

Nu har han så taget en ny stor beslutning og har ladet sit bureau opkøbe af den svenske Collaboration Art-koncern, som har opkøbt digitale bureauer i både Norge og Sverige, men som nu for første gang køber op på det danske marked.

Målet er at blive europæiske, fortæller CEO i Collaboration Art, Jonas Dahlquist:

“Vi er meget glade for at byde Densou velkommen i Collaboration Art-gruppen og ser stor værdi i at gå ind på endnu et marked i Norden og få endnu et førende bureau med høje ambitioner i vores team. Målet er at blive den mest respekterede performance gruppe i Europa og det arbejde, Densou udfører sammen med sine kunder og medarbejdere, er helt i tråd med vores ambition. Densou har en enormt flot kundeliste og rigtig dygtige talenter i organisationen, hvilket giver os ekstra ammunition i vores arbejde med at udvikle hele performance marketing-branchen med en kombination af forretningssans, professionalisme og teknologi.”

Densou kalder sig et performance bureau, selvom det ikke er et traditionelt et af slagsen, siger Anders Elley:

”Vi betjener vores kunder i deres omstilling til det digitale med principper fra performance marketing, dvs. en målstyret omstilling med optimering for øje, og så bruger vi vores egen teknologi, hvor det giver mening.”

Densou har 13 medarbejdere, og Anders Elley fortsætter som leder.

Fakta:

Om Densou:

Densou er stiftet i 2014 og har både danske og internationale kunder. Blandt kunderne tæller den britiske avis The Guardian, Danmarks største bilimportør Semler Gruppen, Forenet Kredit, der er hovedaktionær i Nykredit og Totalkredit, samt Codan Forsikring.

Om Collaboration Art: 

Stiftet i slutningen af 2021 af Jonas Dahlquist, Fredrik Sellgren og Spiltan Invest. Gruppen omfatter  allerede bureauerne GO MO Group, InnoSearch, Dot Sure, Web Guide Partner og Semway Norge AS.  Koncernen har en årlig omsætning på ca. 136 millioner danske kroner og har samlet set 160+ medarbejdere.