Enhver virksomhed ved – eller burde vide – at den ikke må sende uopfordrede marketingmails eller ditto sms til privatpersoner.
Men hvad må man på de sociale medier, hvor likes, statusopdateringer og kommentarer flyver rundt mellem virksomheder og brugere og brugerne imellem?
For at hjælpe virksomhederne på vej, har de nordiske forbrugerombudsmænd netop udgivet en vejledning i, hvordan virksomhederne skal agere på de sociale medier som f.eks. Facebook, Linkedin og Twitter.
Som det første slår de nordiske forbrugerombudsmænd fast, at på de sociale medier er det – lige som med mails og sms – forbudt for en virksomhed at henvende sig til en bruger i markedsføringsmæssig sammenhæng via elektronisk post uden at have skaffet sig en tilladelse fra brugeren.
For det andet skal det være muligt for forbrugeren at sige nej tak til meddelelser på sociale medier, som ikke defineres som elektronisk post. Det kalder ombudsmændene for ‘anden uanmodet kommunikation’.
For det tredje har virksomhederne et ansvar, hvis man har betalt en bruger på de sociale medier for at omtale sin virksomhed mod belønning i form af præmier eller andre fordele.
Og sidst men ikke mindst, skal det naturligvis klart fremgå for brugeren på det sociale medie, at det han eller hun bliver udsat for, er reklame.
Når vi taler elektronisk post, kan det godt være svært at vide, hvad det egentlig er på sociale medier.
I skrivelsen fra ombudsmændene står der, at elektronisk post er: “Enhver meddelelse i form af tekst, stemmegengivelse, lyd eller billede, som sendes via et offentligt kommunikationsnet og som lagres i nettet eller i modtagerens terminaludstyr indtil meddelelsen hentes af modtageren.”
Forfattet i en – trods alt – lidt mere tilgængelig form betyder det, at følgende tre kriterier skal være opfyldt for at der er tale om elektronisk post:
- hvis meddelelsen sker via et ‘offentlig kommunikationsnet’ – dvs. ikke på forhånd afgrænset til en bestemt kreds af slutbrugere
- hvis meddelelsen ‘lagres i nettet eller i modtagerens terminaludstyr indtil den hentes af modtageren’. Dvs. hvis den kun vises for forbrugere, der er online og forsvinder, når man ikke er online, så er det ikke elektronisk post.
- meddelelsen skal ‘sendes’ til brugeren af det sociale medie. Altså til en bestemt modtagers elektroniske adresse.
Vejledningen fra forbrugerombudsmændene giver som eksempel på elektronisk post, hvis man på Facebook vil sende beskeder til brugernes indboks eller hvis man vil slå meddelelser op på brugernes Timeline.
Det må man altså ikke uden at have fået permission.
Til gengæld er der uklarhed om virksomheders statusopdateringer til brugere, der ‘synes godt om’ virksomhederne, er omfattet af definitionen om elektronisk post.
På grund af uklarheden anses disse derfor som ‘anden uanmodet kommunikation’ som altså ikke kræver permission, men som man til gengæld skal kunne frabede sig at modtage, hvis altså formålet med meddelelsen er markedsføring.
Også meddelelser om, at en brugers venner “synes godt om” en bestemt virksomhed som følge af, at brugeren har “delt” en oplysning om en virksomhed eller meddelt at en ven har deltaget i en konkurrence gælder indtil videre som ‘anden uanmodet kommunikation’.
Hvis en virksomhed opfordrer en bruger til at videreformidle et budskab til sine ‘venner’ på det sociale medie mod, at han får præmier eller andre fordele, gælder det også her, at ‘vennerne’ skal have mulighed for at kunne sige pænt nej tak til budskabet.
Samtidig er det virksomhedens ansvar, at gøre brugeren opmærksom på, at han skal oplyse overfor dem han spreder budskabet til, at han har modtaget ydelser fra det pågældende firma.
