Peter Beier vil revolutionere chokolade

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Ambitionerne er store, men Peter Beier går alligevel stille med dørene med lanceringen af sit nye koncept, der ifølge grundlæggeren skal revolutionere måden at spise chokolade på.

Chokolade er ikke bare chokolade. Det ved om nogen Peter Beier, der står bag 21 forretninger med chokolade i luksusklassen. Men det er ikke helt nok. Peter Beier vil revolutionere chokolade – både den måde, den produceres på, og den måde vi spiser og opfatter den på.

Efter års forberedelse har han og resten af den familieejede virksomhed derfor netop lanceret et nyt koncept, World of Chocolate, der som navnet antyder, byder på en chokoladerejse verden rundt.

21 varianter af chokolade i pastilstørrelse skal i hver deres lille kulørte æske bidrage til chokoladerevolutionen, som Peter Beier ikke tøver med at kalde epokegørende.

”Min vigtigste opgave som chokoladeproducent er at berige folk. Gøre dem klogere og få dem til at interessere sig for god chokolade. Vi ved alle sammen, at god chokolade er lækkert, men jeg vil gerne have folk til at forstå, at 70 procent ikke bare er 70 procent,” siger han til Bureaubiz.

Vi skal stille krav til vores chokolade, fastslår Peter Beier, som ønsker at gøre folk til specialister og på den måde placere chokoladen på linje med eksempelvis vin.

”Hver kakaobønne har sin helt egen smag afhængig af, hvor den kommer fra, og ved at gøre det tilgængeligt vil vi løfte niveauet for, hvordan man spiser chokolade.”

Virksomheden står selv bag konceptet uden hjælp fra andre end en grafiker, og ud over den fysiske indretning i butikkerne og nyhedsbreve til de trofaste kunder er der ingen store markedsføringsplaner for World of Chocolate.

”Det spreder sig som en løbeild på sociale medier, men der bliver ikke noget højtråbende fra vores side. Vi vil helst lade produkterne taler for sig selv. Butikkerne er kommet op at stå med det nu, og det er fedt at kommunikere på, fordi kunden virkelig får en oplevelse,” fortæller Peter Beier.

Det har også været nødvendigt, mener han og peger på et ’missing link’ i forhold til lakridser, som man modsat en plade chokolade kan have med på farten.

World of Chocolates minimalistiske ’less is more’-koncept med mulighed for refill henvender sig på den ene side til nørderne – chokoladeaficionados, der ikke kan få nok – og på den anden side, med Peter Beiers ord, til ”piger, der køber farver”.

”Vi tror på, at vi her har noget, der kan skabe et nyt marked inden for chokolade, og det har ligget mig så meget på hjerte at få ud til forbrugeren.”