Tilbage sidste sommer lød der rygter om, at Procter & Gamble overvejede at sende sit engelske mediabudget på op mod 2 mia. kr. i en pitch.
Nu er det så blevet til virkelighed. Det bekræfter P&G over for Campaign, og samtidig viser det sig, at det blev en nordeuropæisk pitch – altså også omfattende det nordiske marked.
I England er det Starcom, der skal forsvare budgettet, mens det i Norden er Mediacom. Det er dog en langt større sag på det svenske marked end det danske. P&Gs budget i Sverige vurderes at være klart større end de øvrige nordiske lande tilsammen, og budgettet håndteres da også ud af Sverige.
P&G er en af verdens klart største annoncører, og der vil derfor være prestige i budgettet, så håndteringen af konkurrencen vil givet have høj prioritet i WPP, som Mediacom hører under.
Samtidig kæder Campaign pitchen sammen med den igangværende transparens debat om mediemarkedet – en debat, der i det seneste års tid har været særlig hidsig i USA.
P&Gs øverste marketing-boss, Marc Pritchard er citeret for en opfordring til branchen om at stå sammen om at tackle problemerne.
“We have a media supply chain that is murky at best and fraudulent at worst,” har Marc Pritchard sagt.