Pia Tandrup bliver nordisk chef for Snap

Peter Engholm
25@mail.dk

Snapchats moderselskab, Snap, reagerede hurtigt, da Pia Tandrup for nylig blev opsagt hos Meta. Snap har udnævnt hende til ny nordisk chef.

Det er blevet shufflet lidt på de lokale og regionale chefposter i de sociale medier. Pia Tandrup var landedirektør for Meta (moderselskab for bl.a. Facebook og Instagram), men blev sagt op i juni grundet nedskæringer. 

Lars Bo Jeppesen var nordisk chef for Snap (moderselskab for Snapchat) frem til marts, hvor han fratrådte. Han tiltrådte for godt en måned siden som chef for Viaplay i Danmark og Island. 

Og nu tiltræder Pia Tandrup så Snap. Med base i København vil hun lede teams i Norge, Sverige og Danmark og være ansvarlig for Snaps forretningsstrategi, salg, drift og vækst i regionen. Samtidig er virksomheden også for nylig gået ud med nye brugertal for Skandinavien.

Pia Tandrup udtrykker i en pressemeddelelse glæde ved at blive en del af Snap-teamet i Norden:

”Jeg har længe beundret virksomheden og Snaps fokus på kreativitet og innovation. Når dette kombineres med et stort publikum, forbrugerindsigt og data, så kan annoncører og partnere skabe reelle forretningsresultater. Jeg ser så meget potentiale for Snap i regionen, og jeg kan ikke vente med at komme i gang.”

Ronan Harris, der er Snaps præsident for EMEA, siger i samme pressemeddelelse: 

“Pia Tandrup er en erfaren, resultatorienteret leder, der deler vores værdier om at være venlig, smart og kreativ. Norden er en strategisk vigtig region for Snap – vi har et meget engageret og voksende community, og regionen er hjemsted for mange virksomheder, der ønsker at nå et nationalt og globalt publikum.” 

I sidste uge oplyste Snap, at de har over 2 mio. månedlige brugere i Danmark. Appen når ud til 90 pct. af personer i alderen 13-24 år i Skandinavien, og i Danmark er 55 pct. af brugerne af app’en over 25 år. Danske Snapchattere åbner gennemsnitligt appen 35 gange om dagen.