Pitches: Bureauer føler sig udnyttet

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Annoncørerne har magten over bureauerne i pitches. Bureauerne lægger tusindvis af gratis timer i konkurrencerne, og de savner både fælles fodslag og retningslinjer.

”Det er et diktatur, hvor annoncørerne styrer. Hvis opgaven er spændende, bliver vi nødt til at deltage”.

Sådan siger Kim Boisen, adm.dir. i bureauet Robert/Boisen & Like-minded til Børsen, om relationen mellem annoncører og bureauer, når der er udbudsrunder.

Der mangler retningslinjer for, hvad annoncørerne kan tillade sig, når de indkalder til en udbudsrunde blandt bureauer.

Det betyder, at annoncørerne kan indkalde op til seks forskellige bureauer, der ofte bruger op til 1000 arbejdstimer svarende til 1 mio. kroner, uden at få en øre for arbejdet.

Samtidig kan de ofte se deres ideer blive brugt af annoncøren, selv om de taber udbuddet.

Direktør for Dansk Annoncørforening, Otto B. Christiansen, erkender, at nogle annoncører udnytter bureauerne, men at de ikke gør noget ulovligt:

”Nogle annoncører er helt uden for pædagogisk rækkevidde. Det er nogle krejlere, som synes, den stærke har ret. Men vi kan ikke gøre andet end at appellere til god opførsel”.

Flere bureaudirektører erkender dog, at bureauerne selv ikke er helt uden skyld. De kunne jo blot sige nej til de urimelige vilkår.

Men både Rolf Bach Christensen, adm.dir. i Uncle Grey, og Frederik Preisler, direktør hos Mensch, siger til Børsen, at det er svært at få alle bureauer til at sige nej til at deltage i pitches, for der er altid ét bureau, der springer på målstregen.

Derfor bør brancheforeningen DRRB tage skridt til at ændre magtfordelingen mellem bureauer og annoncører – i form af retningslinjer.

Tine Aurvig-Huggenberger, DRRBs nyligt tiltrådte direktør, erkender, at det er branchens – altså både bureauerne og DRRBs – skyld, at annoncørerne alene styrer udbuddene.

”Det er helt klart vores opgave at samle medlemmerne. Men det er jo ikke sikkert, at vi kan få bureauerne til at gå i takt”, siger Tine Aurvig-Huggenberger til Børsen (Børsen Mediemarked, p. 5-6).