Første dag i to år uden Nyhedsavisen medførte denne spontane reaktion fra en marketingdirektør, som vi lader være anonym:
“Pokkers – nu stiger indrykningspriserne på de tilbageværende aviser”.
Og dén køber OMDs trading director, Claes Braagaard:
“Jeg er ikke mere blåøjet, end at jeg godt ved, at en helside er dyrere i dag, end den var i går. Men at gå tilbage til ’06-niveau ville være tåbeligt, for annoncørerne har flere muligheder i dag end dengang, og hvis dagbladene skulle finde anledning til at skrue priserne op til forrige års niveau, så vil dagbladenes andel af annoncemarkedet styrtdykke.”
Niels Christian Skjøth fra Mediacompany tror til gengæld ikke på højere priser.
“Aviserne har måske et begrundet håb om at kunne hæve priserne med 5-7 pct. Men jeg vil tro, at vi om et halvt år vil se det nogenlunde samme niveau for annoncepriserne. Måske med mikroskopiske stigninger,” vurderer han over for nyhedsbureauet Direkt.
For godt en måned siden glædede Claes Braagaard sig over Nyhedsavisens tilstedeværelse, der havde resulteret i lave annoncepriser p.g.a. konkurrencen og et generelt revitaliseret dagbladsmarked med strømlinede produkter.
Men hvad så nu, hvor Nyhedsavisen ikke er mere – vender vi tilbage til gamle dage?
“Ja og nej. Ja, fordi JP/Politiken og Berlingske er blevet en kampesten lettere og kan vende tilbage til “det go’e gamle” duopol. Det er egentlig trist. Men når der skåles på direktionsgangene i dag, og “hva’ sa’e jeg”-talerne begynder, så burde der samtidig rettes en tak til Nyhedsavisen – ikke for at lukke, men for at have sat skub i en nødvendig udvikling. Bladhusene har fået fokus på deres omkostningsstruktur, på indholdet og i den grad på segmenteringen af læserne. Før Nyhedsavisen kom til, havde den vildeste innovation været, om der skulle bruges arial eller courier. Og på dén måde vender vi ikke tilbage – det ville være direkte tåbeligt,” siger Claes Braagaard.
Han understreger, at selv om tilbageværende dagblade står med et bedre produkt post-Nyhedsavisen end præ-Nyhedsavisen, så er deres problemer ikke er løst med dagens lukning.
“De befinder sig mig bekendt stadig i en kategori, der taber markedsandele. Og de skal fortsat se på samspillet mellem papir og net. Og hvad de 543.000 læsere, som Nyhedsavisen havde ifølge de seneste halvårstal – kan man få nogle af dem tilbage til de betalte dagblade, over til andre gratisaviser eller forsvinder de helt – og henter nyhederne på mobilen, nettet eller tekst-tv”, siger Claes Braagaard.
Mens medieanalytiker Preben Sepstrup over for Mediawatch tror på MetroXpress og 24timer, og ikke så meget på Urban, så vender Claes Braagaard sig mod MetroXpress og 24timer – og Søren Riis, adm. direktør for begge udgivelser:
“Når Søren Riis har skålet færdig, så er det tid til spørge sig selv, hvad argumentet skulle være for at udgive både MetroXpress og 24timer”, siger Claes Braagaard.
Niels Christian Skjøth, som til daglig placerer annoncer for sine kunder i forskellige medier.