Og endnu bedre for Clientis stifter og adm. dir. – nu kan han sætte punktum for to år, der har tæret på kræfterne.
Det startede med ransagninger af bureauet og beskyldninger om tyveri og bedrageri. Siden forsvandt de beskyldninger – men det blev dog til et anklageskrift, hvor Clienti med overlæg skulle have planlagt at tage kunder og materialer med fra en tidligere arbejdsgiver. At det skulle være sket med overlæg er en skærpende omstændighed, som øger straframmen.
Anklagemyndigheden lagde ikke op til at forlige sagen. Der skulle køre en straffesag, hvor straframmen omfattede mulighed for fængsel.
Slutfacit er dog blevet et et spørgsmål om, hvorvidt Clienti måtte bruge udleverede materialer fra en enkelt kunde eller ej. En kunde der ikke kunne få færdiggjort sin kampagne på grund af konkursen hos Par No 1, og som ønskede at fortsætte samarbejdet med Clienti.
“Vi blev i slutningen af 2013 kontaktet af anklagemyndigheden, der lagde op til at reducere anklagen og bl.a. fjerne de skærpende omstændigheder. Herefter kunne det klares med en bøde uden at skulle i retten. Det var klart mit indtryk, at de havde indset, at de havde svært ved at løfte bevisbyrden på de skærpende omstændigheder. Men de gjorde det også klart, at prisen for at undgå en retssag var at acceptere en bøde,” siger Anders Bjørnstrup og tilføjer, at selvom han har accepteret bøden , så er han fortsat af den opfattelse, at han og bureauet ikke har gjort noget forkert.
“Oven på konkursen i Par No. 1 blev vi kontaktet af en kunde, som havde et akut behov for hjælp. Vi fortalte dem, at de skulle sørge for at cleare materialet, men det blev altså ikke bragt i orden,” siger Anders Bjørnstrup.
Men hvis du tror på jeres uskyld og er af den opfattelse, at politiet havde svært ved at løfte bevisbyrden, hvorfor så ikke tage en retssag?
“Der vil altid være en usikkerhed over for udfaldet, og samtidig vil en retssag let koste det samme,” siger Anders Bjørnstrup og fortsætter:
“Samtidig har de sidste to år trukket ressourcer, og da vi for et år siden blev præsenteret for et anklageskrift skulle vi vente mindst et år, før sagen ville komme for. Det har været rigtig trælse år, og en retssag med efterfølgende anke ville let kræve to år mere. Den energi kan bruges bedre.”
Samlet er bøden på 400.000 kr.: 200.000 kr. til bureauet og 200.000 kr. til Anders Bjørnstrup.