Politisk velvilje mod at lukke momshul på magasiner

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Flere politikere inkl. skatteministeren vil nu kigge på problemet med, at magasiner bliver trykt i udlandet på grund af et mangeårigt momshul.

36 danske magasiner svarende til 40 procent af alle magasiner i Danmark trykkes uden for Danmark på grund af et hul i skattelovgivningen.

Momshullet, som det også kaldes, betyder, at det er billigere at trykke magasiner i ikke-EU lande og derefter få dem sendt til modtagerne i Danmark, i stedet for at trykke dem i Danmark.

Flere politikere er nu villige til at se på problematikken, som ifølge Grafisk Arbejdsgiverforening siden 2004 har betydet et tab på omkring 500 job i den grafiske branche samt et mistet statsprovenu på omkring 60 mio. kr. årligt.

Ifølge skatteminister Morten Østergaard bliver der arbejdet på en redegørelse og ifølge Berlingske er både Socialdemokraterne og Venstre villige til at se på sagen igen.

Også Konservative vil tage sagen op igen, under forudsætning af, at de løsningsforslag, som Grafisk Arbejdsgiverforening har foreslået, holder vand.

Forslaget indebærer, at det er Bladkompagniet, der skal stå for momsbehandling i stedet for Post Danmark, da Bladkompagniet mener, de kan gøre det meget billigere.

Berlingske Business, p. 14-15.