Hedensted Kommune, mellem Vejle og Horsens, har tidligere været i vækst, men udviklingen er vendt, og derfor er der brug for en (ny) fortælling om kommunen.
Kommunen er således nu på udkig efter et bureau, der kan rådgive om at vælge, formidle og aktivere denne historie.
Bureauet skal findes via et udbud, og den slags offentlige udbud har der været mange giftige eksempler på. Også denne gang blev Bureaubiz prikket på skulderen af en bureaudirektør – denne gang bare i en helt anderledes positiv kontekst:
”Det er lige det modsatte af, hvad vi har set så mange gange. Sådan skal det bare gøres – en kommune har en pæn stor opgave i begrænset udbud. Det annoncerer de åbent og planlægger så at udvælge maksimalt tre bureauer, der skal lave et oplæg. Det får hvert bureau 25.000 kr. for. Og så er der 400.000 kr. til det vindende bureau for at løse selve opgaven. Det kan mange lære noget af,” siger direktøren, der – næppe så overraskende – pønser på selv at deltage i processen, og derfor ønsker at anonymiseres i denne sammenhæng.
DI Videnrådgiverne er løbende ude med både ris og rådgivning over for offentlige udbydere, og her siger chefkonsulent, Kirsten Alkjærsig:
”Der kan sættes flueben flere steder, bl.a. ud for begrænset udbud og et overskueligt antal bureauer, der udvælges og vel at mærke får 25.000 kr. for at løse den indledende opgave. Beløbet matcher ikke den tid, som bureauerne bruger på opgaven, men det er en fin anerkendelse af kompleksiteten i deres indsats.”
Også DRRB har – i al fald indledningsvist – ros til udbudet:
“Dejligt at Hedensted Kommune har lavet et fint udbudsmateriale. Det giver helt sikkert håb for en professionel løsning og et godt samarbejde mellem kommunen og det valgte bureau,” siger Mona Juul, der er formand for DRRB.
Men hun finder det samtidig forstemmende, at det overhovedet er nødvendigt at fremhæve et sådan eksempel:
”Det er lidt trist, at vi skal lede efter gode cases på offentlige udbud. Skal man virkelig have ros for bare at gøre sit arbejde ordentligt?,” spørger hun.
Og hun tilføjer:
”I DRRB har vi stor fokus på udbud, både offentlige og private. Vi blander os en del, og flere institutioner og organisationer er nok ved at være lidt trætte af os. Til gengæld ser det ud til at virke, når vi tager sager op.”
Hedensted Kommune kan bestemt klappes på skulderen, men bureauer bør ved samme lejlighed have et lille dask på kinden, så de holder sig vågne:
”Vi skal blive bedre til at undgå spildt arbejde, men vi skal i medie- og reklamebranchen også selv blive bedre til at sige fra. Visse udbud er jo så synligt latterlige, at bureauerne bør holde sig langt væk. Det vil i sig selv lægge et pres på annoncørerne, der så må lede efter mindre professionelle bureauer. Også i medie- og reklamebranchen er det ikke nødvendigvis sådan, at billig og villig er bedst,” siger Mona Juul.