PR-bureau bag den kreative udvikling af HK-kampagne

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

HK Hovedstaden vil gerne fortælle, at man kan hjælpe ledere med at blive bedre, og det har man hyret et bureau til at hjælpe med.

HK er en fagforening, der organiserer funktionærer. Men en fagforening kan rent faktisk også lære ledere noget – mener HK Hovedstaden, og det er grundlaget for en ny kampagne, som organisationen har hyret pr-bureauet Primetime til at udforme og gennemføre.

Bureauet har således stået bag hele udviklingen og udformningen af kampagnen. Men man er endnu ikke parat til at vise eksempler.

Målsætningen er under navnet HK Leder at øge kendskabet til, at HK ved meget om lederskab og har værktøjerne, som kan gøre ledere endnu bedre. Herunder kurser, konferencer og rådgivning, som er udviklet særligt til ledere og mellemledere.

For HK Hovedstaden har det været vigtigt, at en lederrettet kampagne ikke afskrækker HK-medlemmer, som ikke er ledere. Derfor har PrimeTime Kommunikation udviklet et kampagneunivers, som sætter spot på moderne ledelse, hvor empati, engagement og motivation er nøgleordene.

I kampagneuniverset indgår outdoor-plakater, digital annoncering, indholdsdreven markedsføring på Facebook- og LinkedIn samt film og en integreret PR-indsats båret af en befolkningsundersøgelse.

”Det er en balancegang at forny HK Hovedstadens brand uden at fremmedgøre nuværende medlemmer. Valget faldt på PrimeTime, fordi de med deres kampagneunivers viste, at god ledelse er godt for alle. Ikke kun lederne selv. Det er med den fortælling som indpakning, at vi skal fortælle vores omverden, at HK også er for ledere,” siger Lene Norden, arbejdsmarkeds- og uddannelseschef hos HK Hovedstaden.

Kampagnen rummer som nævnt en række forskellige elementer men har selvfølgelig et stærkt digital fokus.

”Sociale og digitale medier spiller en bærende rolle i vores kampagne for HK Hovedstaden, fordi det er der, vores målgrupper er. Vi vil hellere lægge os i slipstrømmen af nogle digitale samtaler, som allerede er i gang, end at tvinge folk over på nye platforme. Derfor er kampagnen i høj grad drevet af content marketing på Facebook og LinkedIn, mens film og outdoor-placeringer får en assisterende rolle sammen med PR og analyser,” siger Tobias Enné, chef for digitale og sociale medier i PrimeTime Kommunikation.