PR-bureau bag Folkemøde-Tinder

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Swipe til højre og find det helt rigtige match på Folkemødet i næste uge.

Mingla er navnet på en ny app, der gør det nemmere for journalister, politikere, NGO’er, lobbyister og andre deltagere at netværke på næste uges Folkemøde.

Det er PR-bureauet Holm Kommunikation, der lancerer app’en, og ligesom med dating-appen Tinder kan man på Mingla swipe til højre og venstre, indtil man finder det helt rigtige match og derefter kan mødes.

”Mingla er for organisationerne og erhvervslivet, hvad Tinder er for dating-livet, nemlig et effektivt værktøj, der giver brugerne mulighed for at møde relevante personer på en nem og overskuelig måde. Fremtidens måde at skabe professionelle kontakter på er i høj grad digital, og vi er glade for at kunne lancere app’en på Folkemødet,” siger Mads Keilberg Johansen, der er digital chef i Holm Kommunikation.

Afprøvet på Almedalsugen
Mingla lanceres i samarbejde med det svenske kommunikationsbureau Millton Labs, der sidste år testede app’en under Almedalsugen, der er den svenske pendant og inspirationskilde til Folkemødet på Bornholm.

Flere end 4.000 oprettede en profil under Almedalsugen og det gav over 30.000 matches og over to millioner swipes.

Holm Kommunikation håber på samme succes i Danmark.

”Mange professionelle Folkemøde-deltagere vil gerne bruge ugen på Bornholm til at udvide deres netværk. Men det kan være svært at planlægge de mange aftaler hjemmefra, så vi tror på, at Mingla kan gøre det nemmere at skabe kontakter, både digitalt og i den virkelige verden,” siger Mads Keilberg Johansen.

Mingla er gratis og kan downloades i App Store og Google Play.