PR-bureau får ny chef i Danmark

FiG

Det globale PR-bureau Text 100 har fundet en ny chef for Danmark hos Burson-Marsteller.

PR-bureauet Text 100 har ansat Mikkel Andersen (30) som Managing Consultant og ny chef for den danske afdeling i København.

Mikkel kommer fra PR-bureauet Burson-Marsteller, hvor han har været siden 2006 og var en del af ledergruppen.

Text 100 har 30 kontorer verden over og flere end 500 ansatte, der arbejder med en række af verdens største brands som IBM, MTV og Skype.

I Danmark har Text 100 gennem de seneste ni år opbygget en fornuftig forretning med et miks af globale og lokale kunder, men ambitionen for bureauet er at få en mere fremtrædende rolle på det danske PR-marked.

“Den aggressive konkurrence danske virksomheder oplever i dag, hvor der skal kæmpes hårdt for hver eneste krone, stiller store krav til virksomhedernes evne til at positionere sig i markedet,” siger Mikkel Andersen og fortsætter:

“Og det er præcis her, at PR kan gøre en reel forretningsforskel ved at hjælpe virksomhederne med at blive knivskarpe på alt, hvad de gør og siger, så de står bedre end konkurrenterne i kampen om kundernes gunst. Især inden for anvendelsen af digitale kommunikationskanaler er der fortsat et stort uforløst potentiale for langt de fleste danske virksomheder”.

Mikkel Andersen er uddannet fra Copenhagen Business School i Politisk Kommunikation & Ledelse og er medlem af bestyrelsen af den nordjyske virksomhed Barsmark A/S.