PR-bureau fra 9 til 17 medarbejdere i år

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Kragelund Kommunikation har i løbet af i år næsten fordoblet antallet af medarbejdere.

Kundetilgang og generelt øget aktivitet hos eksisterende kunder har i år betydet, at Kragelund Kommunikation er gået fra 9 til 17 medarbejdere.

Kommunikationsbureauet, der har eksisteret i 20 år, har i løbet af det sidste år ændret sig markant.

”Visuel kommunikation og den kreative integration af ord og billeder fylder mere og mere i vores dialog med kunderne og i vores opgaver. Det samme gør online aktiviteter og ønsket om synlighed på flere platforme,” siger adm. dir. Gitte Høyer.

De nye medarbejdere tæller en AD’er, tre kommunikationskonsulenter, en projektleder, en online medie-konsulent, en it-studentermedhjælper samt en praktikant.