I efteråret skulle pr-bureauet KommunikationsGruppen flytte ind hos Sylvester Hvid på Frederiksberg – i første omgang i form af et tæt forpligtende samarbejde – men forventningen hos Sylvester Hvids direktør Fernando Olsen var, at KommunikationsGruppen med tiden blev formelt indlemmet i Sylvester Hvid & Co.’s portefølje af selskaber.
Samflytningen blev dog aldrig en realitet og KommunikationsGruppen bor derfor fortsat for sig selv i Nyhavn i København.
Lisbeth Wirgowitsch, der er adm.dir. hos KommunikationsGruppen, siger om grunden til, at samarbejdet ikke blev til noget alligevel.
“Vi flyttede aldrig sammen, da vi ikke kunne blive enige om samarbejdets grundlæggende form, og derfor valgte jeg at lade KommmunikationsGruppen blive og udvikle sig i Nyhavn, hvor jeg har tilknyttet to nye seniorrådgivere og forventer at øge vores kapacitet med endnu en konsulent til efteråret.
Sylvester Hvid & Co. har i stedet for det bristede samarbejde ansat en pr-konsulent, men ifølge adm.dir. Fernando Olsen vil man stadig gerne finde et pr-bureau at knytte til sig.
“Det er en del af vores forretningsgrundlag at tilsikre nye kompetencer og nye forretningsområder og vi er klart i markedet for at finde et stærkt pr-bureau”.
Har I yderligere planer om samarbejde?
“Ja, selvom vi har knyttede onlinebureauet Kreation til os sidste år, vil vi også gerne samarbejde med endnu et stærkt online bureau. Så vi er i markedet for at finde både et godt pr-bureau og et stærkt onlinebureau”.
Udover at Kreation er flyttet ind, så har Sylvester Hvid % Co sagt velkommen til oversættelsesbureauet InterText og designbureauet Krogh.